OBS. I kirkebladet fremgår Jens Madsen som Jens Hansen, dette er rettet her på online-versionen af artiklen. Det fremgår også i kirkebladet at Jens Madsen og hans kone fik en dreng mere. Men det var i virkeligheden en pige. Dette er også rettet her på online-artiklen.

Der var engang…

Hvordan så hverdagen mon ud for mennesker i Lunderskov og Skanderup førhen i tiden? Kom med tilbage i tiden med Jens Madsen og Hans Erik Philipsen, der fortæller lidt om deres liv og hverdag i 1950’erne og 1970’erne. Måske er der noget fra deres hverdag dengang, der kan sætte nogle tanker i gang om din og min hverdag i dag.

Hvis man besøger Lunderskov Lokalhistoriske Arkiv på Koppelvænget 2 torsdag eftermiddag, kan man møde et hold af mennesker, der har stor gejst og interesse for historien lokalt i og omkring Lunderskov. Jeg tog derned en dag, og mødte blandt de imødekommende mennesker Hans Erik og Jens. Begge har boet i henholdsvis Skanderup og Lunderskov det meste af deres liv, og jeg satte mig ned sammen med dem en dag, for at høre lidt om hvordan hverdagen så ud da Hans Erik var barn og ung i Skanderup i 1950’erne og da Jens netop var flyttet til Lunderskov som ung mand med sin søn og gravide kæreste i 1970’erne.

Hans Erik Philipsen

Hans Erik kommer til Skanderup som 7-årig sammen med sine forældre og 2 mindre søstre. Det var dengang der stadig var mange storke i Danmark. ”Hvert eneste år gik der storke på de store marker omkring os” fortæller Hans Erik om det sted han voksede op i Skanderup. Hans far fik arbejdede, til at starte med, som daglejer på nogle lokale gårde og hans mor var hjemmegående. På den måde var de en helt almindelig familie, men hverdagen forandrede sig da Hans Eriks far fik schlerose og ikke længere kunne arbejde. Med statslig støtte og morens sæsonarbejde ved kartoffelhøst og jordbærpluk får familien det til at hænge sammen. De prioriterer også at dyrke deres egen have: ”Vi var jo meget selvforsynende. Det blev vi simpelthen nødt til at være. Der var ikke penge til meget fordi min far jo blev syg.”

Hans Erik gik i skole på den gamle skole i Skanderup. Efter skoledagen var slut ventede der en række opgaver i hjemmet som skulle løses. Moren havde brug for mere hjælp pga. farens sygdom og derfor måtte den unge Hans Erik hjælpe lidt mere til, end hvad de fleste andre børn gjorde dengang: ”Jeg kan huske, at jeg nogle gange tænkte at de andre børn havde mere tid til at lege. Men det var ikke noget der gjorde noget, for sådan var det jo bare.”

Til gengæld oplevede Hans Erik stort nærvær fra sin forældre. Både fordi faren også var hjemme, men også fordi rammerne for familielivet var anderledes dengang:

”Der var en ting der var godt: Vi havde jo altid vores forældre omkring os når vi var hjemme. Og vi havde altid hjælp lige ved hånden, for de var ikke optaget af noget andet, og det var vi sådan set heller ikke. Der var jo ikke noget der hed fjernsyn. Far sad altid det samme sted. Der kunne han lige nå radioen og min mor sad altid med noget strikketøj. Der var altid noget der skulle lappes eller strikkes, og så sad vi børn ved siden af med vores lektier. Der var altid en far og en mor der havde tid til at hjælpe os med de lektier.” fortæller Hans Erik.

”Ja de lektier du ikk’ gad og lave!” indvender Jens med et smil mens Hans Erik griner bekræftende.

Ud og tjene som 13-årig

Nej skole var ikke noget Hans Erik gik meget op i som barn. Derfor bliver han også allerede som 13-årig sendt ud for at tjene på en lokal gård i Klebæk. ”Mit værelse, var oppe på loftet. Op ad en stejl trappe og gennem et langt tomt loftrum. Der var der to værelser henne i hjørnet. Det ene var mit. Der var en seng og en stol, et bord og et skab og vindue mod øst. Og når jeg kiggede ud af vinduet, så kunne jeg se tårnet på Skanderup Valgmenighedskirke. Og så tænkte jeg, at 200 meter længere ude, der bor mine forældre. Så græd jeg lidt, for nu var jeg flyttet hjemmefra.” fortæller Hans Erik med et lille smil.

Det er dog ikke længe Hans Erik blev på gården i Klebæk. Efter kort tid flytter han tilbage til sine forældre og får ny læreplads ved Karl Møller. Men et par år senere kommer Hans Eriks forældre dog på, at Hans Erik skal blive mekaniker: ”Min mor og far havde bestemt, at jeg skulle være mekaniker. Det skulle alle drenge i 60'erne, de skulle være mekanikere! Okay. Og det skulle jeg jo så også.” Hans Eriks morfar havde gode kontakter, og kunne skaffe Hans Erik en læreplads på et værksted, og derfor var det jo en oplagt mulighed, selvom det ikke var det Hans Erik egentlig selv ville. Arbejdet med skidt og olie på fingrende huede ham ikke, og det fortalte han sine forældre, og foreslog i stedet at han kunne blive læring i Skanderup Brugs hvor der netop var kommet en ny brugsuddeler til. Forældrene gik med til det, og det blev starten på mange gode år med arbejde i butik for Hans Erik.

Tingene var som de var

Når jeg spørger ind til livet og hverdagen for Hans Erik som barn og ung, går budskabet om taknemmelighed for det man havde igen. ”Tingene var bare som de var, og det var fint.” siger Hans Erik. Der var ikke mange penge at gøre med for familien da han var barn, men de fik det til at fungere. Legetøj fandt de selv på at lave. Hans Erik fortæller om sandstakken hjemme hos en skolekammerat hvor de legede med biler: ”Det var jo meget primitivt. For eksempel en lastbil: Det var et bræt med en klods på. Klodsen, det var førerhuset, og brættet, det var ladet.” Familien ejer heller ikke en bil, men Hans Erik køber en bil som 18-årig med tilskud fra forældrene. Tilskuddet kommer dog med forventningen om, at Hans Erik fremover skal køre dem når de har brug for det, og det kom han til at gøre meget tit. Men igen fortæller han: ”det var fint – det var bare sådan det var.”

Jens Madsen

Skruer vi lige tiden et årti og lidt ekstra frem, kommer vi til 70’erne hvor Jens som ung mand flytter til Lunderskov sammen med sin kæreste og søn fra et tidligere ægteskab. Han havde netop fået forældremyndigheden over sønnen i 1969, og i den sammenhæng mente kommunen ikke han kunne arbejde på samme måde som han havde gjort hidtil, hvor han kørte rundt for et byggefirma i Vestjylland og satte indervægge op til parcelhuse: ”Det er jo ikke foreneligt, med at have det her lillebarn, at arbejde fra klokken fire om morgenen til klokken otte om aftenen.” Så den lille familie rykker til Lunderskov hvor han får arbejde på dagholdet i et lille firma kaldet LM Glasfiber. Det bliver til 36 gode år, hvor Jens engagerer sig på flere niveauer i virksomheden der med tiden får vokseværk og bliver arbejdsplads for rigtig mange i Lunderskov og omegn.

Hans kæreste, som senere bliver hans kone, får arbejde i delikatessen i Føtex hvor Hans Erik faktisk også arbejder på det tidspunkt: ”Hun laver de der delikatesseretter, indtil hun ikke kunne nå komfuret mere.” Kæresten var nemlig gravid og den lille familie snart velsignet med en lille pige.

Hverdagens trommerum

I mange år arbejder Jens’ kæreste eftermiddag/aften mens han arbejder i løbet af dagen. De vælger at holde børnene hjemme indtil de starter i skole fremfor at sende dem i kommunal pasning. De finder en god ordning, hvor kæresten passer børnene derhjemme om dagen, og Jens passer dem om aftenen: ”Ja, og da jeg kom hjem, så stod hun klar med nøglerne til bilen. Sådan gik det.” I knap 10 år ser hverdagen sådan ud for familien. Derfor bliver weekenderne også vigtige for familien, hvor de kan være samlet alle fire. Her tager de på ture ud i det fri, til Givskud ZOO, hjem til bedsteforældrene og hvad de ellers kunne finde på. ”Men det var en fast regel, at vi den ene dag i weekenden skulle være hjemme. Det var fast. Der skulle vi ikke flyve rundt.” fortæller Jens.

Plads til børnene og børnenes venner

Når jeg spørger ind til hvad der ellers var vigtigt i hverdagen for Jens og hans familie, fremhæver han det, at børnene havde gode muligheder for at ses med deres venner: ”de kom hos os, og de kom hos dem. Og efterhånden blev de store, så var det som regel nede ved os, at de lige skulle have et par bajere, inden de skulle i byen.” Men det var ikke altid at børnene og deres venner kom afsted fortæller Jens: ”mange gange så endte de inde i stuen ved os, og kom ikke afsted i byen, de unge mennesker. Og det var faktisk sjovt. Så diskuterede vi jo politik og den slags.”

I dag er Jens og Hans Eriks familier blev udvidet til både børnebørn og oldebørn. Tiden med familien bliver stadig prioriteret, og hver anden uge passer Jens og hans kone deres to oldebørn på 4 og 6 år.