Praktisk om konfirmation
Konfirmation betyder, at Gud bekræfter det løfte om at være med dig, som han gav dig, da du blev døbt.
Som døbt får du lov til selv at tage stilling til din dåb, når du er på vejen mod at blive voksen. Ved konfirmation bekræfter Gud sit ja til dig og siger, at han holder, hvad han lovede til din dåb. Som konfirmand gentager du dåbens ja med dit ja til den kristne tro og bliver velsignet.
Hvad tror du på?
Vi tror hver især på vores måde. Det bliver vi ved med, også når vi er konfirmeret. Du behøver ikke at vide, om du vil konfirmeres, inden du begynder at gå til præst.
Konfirmandundervisning - at gå til præst
For at blive konfirmeret skal du først gå til konfirmationsforberedelse eller gå til præst, som mange kalder det. Her lærer du om kristendom og taler med præsten og dine kammerater om livets store spørgsmål. Du kan altid spørge præsten, om du må gå til præst, selvom du måske ikke vil konfirmeres
Holdfordeling og tidspunkter
Som udgangspunkt fordeles holdene efter hvilken klasse konfirmanden gik i 6. klasse. I 2027 bliver tidspunkterne således:
Lørdag den 1. maj kl. 9.30: elever der gik i 6.a på Kongsbjergskolen
Lørdag den 1. maj kl. 11.30: elever fra Forbundsskolen og øvrige skoler (6. klasse)
Søndag den 2. maj kl. 10.00: elever der gik i 6.b på Kongsbjergskolen
I tilfælde med særlige behov i familierne - f.eks. ved andre konfirmationer i familien samme dag - kontakt da sognepræsten.
Tilmelding
Det er vigtigt, at I oplyser jeres barns skole og klasse på 6. klassetrin, så vi kan lave en holdfordeling. Det skriver I i feltet "yderligere oplysninger til sognet" i tilmeldingen.
Klik her for at tilmelde dit barn til konfirmationsforberedelse og konfirmation. Der kan kun tilmeldes til næste års konfirmation.
Vi vil gerne have tilmeldingerne inden den 15. juni, så vi kan sende flere informationer om undervisning og konfirmation til jer.
Ved fælles forældremyndighed skal begge forældre give samtykke til tilmeldingen med MitID.
Hvis dit barn er døbt i udlandet eller i et andet kristent trossamfund, skal du uploade en kopi af dåbsattesten.
Hvis du har brug for hjælp, så kontakt vores kordegn.