Ro i Hverdagen

Ro i Hverdagen

Ro i Hverdagen

# Nyheder

Ro i Hverdagen

Ro i hverdagen

Interview med Sarah Godsk Hansen

Ro var en grundlæggende værdi for det hjem Sarah, Thomas og hunden Pippi havde formet, og da datteren Katinka blev født, er prioriteringen af ro i hverdagen kun blevet stærkere.

Den rolige hverdag

En almindelig hverdag starter stille og roligt for Sarah, der før barslen arbejdede som pædagogmedhjælper og hendes kæreste Thomas, der er produktionsmedarbejder. De starter med at sætte sig sammen med en kop kaffe i Katinkas legeområde mens hun leger. Bagefter går Sarah en lang tur med hunden og datteren i barnevognen. Når de kommer hjem, spiser de, lytter til musik og ser hvad der sker: ”Jeg nyder virkelig at tage tingene som de kommer.” fortæller Sarah. I den almindelig hverdag prioriterer hun også at komme afsted til aktiviteter, men turene bliver også opvejet af tid til at lade op derhjemme: ”Jeg prioriterer jo også tid til babysalmesang, mødregruppe eller ture på biblioteket, men så prioriterer jeg også at vi har dage efterfølgende til at lade op.”

Sarah og Thomas bor i et gammelt hus der trænger til at blive renoveret, men som det er nu, er det ikke det der er vigtigt at bruge tid på at få det ordnet i hverdagen. Sarah fortæller at tiden i relationen til hinanden i familien og med nære venner og veninder er vigtigst. Det er de enige om, hende og Thomas. Samtidig giver de også hinanden plads i hverdagen til at dyrke deres individuelle interesser. Thomas dyrker triatlon og sætter pris på at skabe tid i hverdagen til løb, cykling og svømning. For Sarah er det naturen der trækker: ”Det er virkelig vigtigt for mig at have tid til at fordybe mig i naturen. Jeg elsker at gå ture, og min hund og jeg kan godt stå i lang tid, bare og kigge på en ko. Det håber jeg også jeg kan præge Katinka til. At være nysgerrig på naturen. Men hun skal selvfølgelig have lov til at være sin egen, men vi har en forhåbning at hun også får lyst til at dyrke noget af de vi også går op i.”

 

Beslutningen om at blive hjemmegående

For nylig traf Sarah og Thomas beslutningen om, at det ville være bedst for deres liv og hverdag, hvis Sarah efter sin barsel fortsatte med at gå hjemme med Katinka. Egentlig var Katinka skrevet op til en god dagpleje, men for at bevare den ro og nærhed de hidtil har haft, besluttede de at Sarah skulle blive hjemme med Katinka. Thomas har aftenarbejde, og den tid de har med hinanden som familie og til fritidsinteresser er altså i løbet af dagen inden Thomas tager på arbejde om eftermiddagen. Det var altså den løsning der gav bedst mening for dem.

Det er vigtigt for Sarah at sige, at den hverdag hende og Thomas har bygget op omkring deres hjem, er noget der fungerer godt for dem. Det er ikke sikkert det ville fungere godt for andre. Sarah tænker det er vigtigt, at man som familie træffer de valg man selv synes er gode for ens familie: ”Nogen tvivler mere på deres valg, men man skal bare ikke sammenligne sig selv med andre familier. Jeg har heller ikke en forventning om, at når mine venner og veninder ser vores hverdag, at de så bør tænke, at det er sådan man bør leve. Det er slet ikke min hensigt. Det her er det rigtige for mig og Thomas. Så man skal i stedet gøre det man oplever, er rigtigt for ens egen familie.”

 

Ro i hverdagen - ro med de valg man træffer

Ro i hverdagen er et gennemgående tema for Sarah og hendes familie. Men roen handler altså ikke blot om hverdagens program, men også om at finde ro med de valg man træffer for livet og hverdagen. Sarah og Thomas’ valg handler om ro og tid til hinanden i familien: ”Vi går meget op i at gøre ting som gør os glade, og det behøver ikke se så pænt ud udadtil.”

Selvom de hverken har bil eller et hus i tiptop stand, så mangler de ikke noget fortæller Sarah. De har det som både Sarah, Thomas, hunden Pippi og Katinka har brug for i deres liv og hverdag.

Du vil måske også kunne lide...

Kirkebyen 1

Skanderup Kirkeby, 6640 

Kom i kontakt med os

30 46 60 02

skanderup.sognkolding@km.dk