Hvad fylder vi os med?

I skrivende stund er det omtrent en uge side, at vi var vidner til noget af det mest nedslående i nyere amerikansk historie. En flok vrede demonstranter stormede kongresbygningen i Washington, for at udtrykke deres protest mod præsidentvalget i november. Man kan sige, at de havde fyldt sig selv og hinanden med en fortælling om, at valget var svindel og nu ville de selv affære for at gøre skaden god. De havde selv valgt, hvad de fyldte sig med og troede på det. Det udstiller den krise det amerikanske folk og demokrati befinder sig i, hvor mange tilsyneladende vælger at fylde sig selv med de mest vanvittige påstande, som i bund og grund giver næring til frygt og had.

I den mere uskyldige ende af skalaen faldt jeg over en overskrift på en af de store danske mediers hjemmesider: ”Her er 5 år der var værre end 2020”. Men overskriften fik mig alligevel til at tænke: Hvad er det vi går og fylder os med? Fylder vi fx os selv med en historie om, at 2020 var et historisk forfærdeligt år på niveau med pest og verdenskrig, lyver vi for os selv. Jo, det har været og er tungt og trist, at vi er underlagt strenge restriktioner der skiller os ad og ødelægger hele erhverv. Men vi har adgang til rent vand, elektricitet, mad, en seng at sove i og tag over hovedet. Vi har ingen ridefoged, der pisker os stakkels fæstebønder til at tjene den lokale herremand fra tidlig morgen til sen aften. Vi er ikke tvunget til at sende fædre og sønner i skyttegravskrige i Flandern og håbe på, at høsten ikke slår fejl så vi må sulte hele vinteren. Listen kan du selv fortsætte. ”Her er 5 år der var værre end 2020” stod der i overskriften. Hvordan mon det var at leve i stenalderen? Og hvor lang var den periode, spurgte præsten undrende.

Hvad fylder vi os med? Vi må gerne være bitre over og kede af, at 2020 var så anderledes. Men måske var det også en påmindelse om det, vi har at takke for. Normalt kan vi færdes frit inden- og udenlands. Vi kan tage til koncert, gå på museum, nyde en middag i byen og meget mere af samme velstående skuffe. Nu er der tid til at overveje, hvad vi fylder os selv og livet med. Fylder vi os med serier, fjernsyn og gode tilbud på nettet mens vi håber på bedre tider? Eller tør vi at åbne døren på klem for de dybeste længsler, der rækker ud mod livet udenfor os selv? Mon ikke vi som samlet flok har fået øjnene op for, hvor meget vi har brug for fællesskab i livet?

I kirken vil vi forsøge det bedste vi kan, at være til stede og tilbyde samtaler, gudstjenester og hvad der ellers kan lade sig gøre som modvægt til den ensomhed og afmagt der er i tiden. Ring frimodigt. Vi er til at tale med.

 

Martin Karkov Kobbersmed, sognepræst

 

Martin Karkov Kobbersmed