Et åbent liv i tro og tillid

En linje fra en salme og et svindelnummer danner udgangspunkt for nedenstående refleksioner. Som altid bringer vi her en advarsel: Det er måske en smule langt. Givetvis også præget af filosofisk lommeuld, men det kan gå hen og påvirke dig positivt! Det store spørgsmål er: Tør du læse med?

Jeg er præst, ikke statistikker. Alligevel vil jeg våge en statistisk påstand. Hold nu fast: blandt de mest sungne ord i Folkekirken de seneste 25 år indgår overskriften for dette skriv. Jeg har venligst lånt dem fra en salme, som er meget afholdt og ofte brugt i forbindelse med barnedåb over hele landet og har været det gennem mange år. Der er blevet døbt mange børn i Folkekirken og den mest kendte dåbssalme har nr. 448 i Salmebogen og hedder ”Fyldt af glæde over livets under”. På den baggrund vil jeg påstå, at blandt de ord der er blevet sunget mest i Folkekirken gennem et kvart århundredes tid – måske længere – er ordene om et åbent liv i tro og tillid. I hele sin sammenhæng synger vi i vers 4 af salmen til Gud: ”Ved dit værk, ved kærlighedens vilje, er vi født på ny til liv i Kristus, til et åbent liv i tro og tillid.” Det er altså ord der indrammer, hvad dåben virker. Noget i os fødes på en ny, åndelig måde. Troen og tilliden må næres og vokse frem af det åbne liv. Troen og tilliden er grundpiller for livet, men udfordres med jævne mellemrum.

Indenfor knap et år er det sket at par gange, at nogen har fusket med min identitet. Dvs. nogen har udgivet sig for at være mig og sendt e-mails til mennesker jeg tidligere har skrevet til og bedt dem om at købe nogle gavekort og give værdifulde oplysninger videre. Det har været en træls oplevelse af flere grunde. For det første er det selvsagt ulovligt at svindle med andres identitet. For det andet er det noget bøvl at anmelde, men værst af alt er hvad det betyder for tilliden mellem mennesker.

Det blev jeg også klar over da én gjorde mig opmærksom på, at hun havde modtaget de falske e-mails med mig som afsender. Som hun så rigtigt sagde, så er det særligt nedslående når tilliden til præsten udfordres af svindelnumre. For en præst skal man kunne stole på, vil jeg mene. Flere af sikkert enige med mig. Vi præster repræsenterer et fællesskab, hvor tro og tillid er afgørende og må dyrkes og styrkes. Hvis vi som repræsentanter for noget langt større end os selv er utilregnelige, så står det skidt til.

Men hvordan står det i øvrigt til med tilliden for tiden? Og hvad tror vi om hinanden? Det sker at jeg snører løbeskoene og tager en tur i frisk trav, hvor jeg ofte løber på en landevej med en smule trafik. Jeg kommer både om ved biler, lastbiler og landbrugsmaskiner, men altid bliver min tro og tillid til andre mennesker udfordret. Har det menneske der kommer imod mig i sit køretøj nu også set mig? Og har vedkommende tænkt sig at vise hensyn? Nogle sænker farten og lægger god afstand til mig, mens andre drøner forbi i rasende fart som var jeg en – nå ja – ”vejpræst” i grøftekanten. I de øjeblikke må jeg indrømme, at det ligger ganske ligefor at miste alt håb for menneskeheden! At færdes i trafikken er at tage hensyn til hinanden. Når hensynsløsheden tager over, bliver usikkerhed og frygt konsekvenserne, og den mest naturlige reaktion herpå er at have sig selv nærmest.

Så er det godt at møde ord, der udfordrer vores naturlige tilbøjeligheder. Ord som vi får givet i stedet for selv at finde dem frem. Ord som dem vi har sunget og stadig synger ved dåben, om et åbent liv i tro og tillid. Men hvordan kan de ord omsættes? Hvad skal vi gøre med det åbne liv i tro og tillid eller hvordan får vi begyndt på det? Her vil mit forslag være: brug din lokale kirke. Om det så er her i sognet eller andre steder, så er kirkerummet indrettet på ganske enestående vis til at udfordre os og pleje troen og tilliden.


Kirkebygninger kan være meget forskellige, men den jeg kan se fra mit kontor og mange andre er opbygget med en lang midtergang, der leder fra indgangen til det ophøjede alter (alter betyder at noget er ophøjet). Alteret symboliserer på en særlig Gud i kirkerummet. Vi kan ikke forstå og rumme Gud på samme måde som vi kan huske teksten til ”Lille Peter Edderkop”. Sådan må det være rent logisk, at den personlige Gud der har skabt et nogenlunde uendeligt univers umuligt kan forstås og rummes med vores begrænsede forstand. Men vi må nærme os ham, der byder sig til som vores himmelske Far. Vi kan have tillid til ham og tro på ham, men også være undervejs i den vandring. Troen og tilliden er dynamiske størrelser. Med kroppen kan vi bevæge os ind i kirken og måske finde et sted, hvor vi tænker: her er jeg i forhold til Gud, tæt på eller på længere af stand. Og så lade det være et billede og en oplevelse af troen og tillidens tilstand.


Gør det til en regelmæssig begivenhed, at du går ind i kirken, finder din plads og slår dig til ro. Det kan du gøre ugentligt eller sjældnere. Så kan der gå noget tid og du finder ud, at dit forhold til Gud, din tro eller mangel på samme har ændret sig. Måske er den blevet til større tillid. Måske er der sket noget som har gjort dig usikker på, om Gud nu også er der eller er til at stole på. Uanset hvad lyder og gælder ordene fra dåbssalmen, at i Kristus må vi genfødes til et nyt liv i tro og tillid. I ham og hans vandring med tungnemme disciple gennem store succeser og smertefulde fiaskoer ser vi Gud som den, der tager del i vores menneskelige tilværelse. Han er alt andet end ligeglad. Derfor må vi hver for sig og sammen bruge vores værdifulde tid på, at give troen og tilliden næring. Det skal passes som afgrøder og både vandes og gødes, have lys og varme for at vokse og gro. Det er den indre og vanskelige del af livet som let bliver overset men er helt afgørende.


Tro og tillid handler det om. Det er, hvad Gud har til os. Det må vi også øve i os i at have til hinanden og ham. Jeg er overbevist om, at sådan leves livet bedst.