Er kirken hyggelig eller opbyggelig?

Denne vinter har der været vist en række tv-udsendelser om, hvordan nogle kreative reklamefolk får til opgave at sælge fire trosretninger til den danske befolkning. Udover folkekirken har islam, buddhisme og asatroen været under kærlig behandling. Det er klart, at på en tv-udsendelse af omtrent 28 minutters varighed er der grænser for hvor dybt man kan grave i et tænkt forsøg på at sælge en hel trosretning. Jeg har ikke selv set hele programserien i sin fulde længde, men noget slog: i modsætning til de tre andre trosretninger var folkekirkens repræsentanter tilsyneladende mere villige til at gå på kompromis med form og indhold, for at skabe vækst i folkekirken.

Man kunne godt få det indtryk, at vi i på de brede linjer kunne ønske at vores kirke solgte bedre og var mere populær i befolkningen. Hvorfor er der stadig så procentvis få mennesker der søger gudstjenesten om søndagen? Hvad skal der til før flere danskere oplever samme glæde og dybe mening ved at færdes i og bruge kirken regelmæssigt? Et par tanker om den brede befolknings opfattelse af kirken slog mig.

For det første: kirken er lige dele gammeldags og hyggelig i nogles øjne. Det er der vi får nogle spændende men forældede historier serveret, som ikke siger os noget nævneværdigt i dag. Hygge er vi som bekendt gode til i Danmark. Det kan ligefrem medvirke til et godt salg, for nu at blive i reklamebranchens sprog. Men hygge er også en smule ligegyldig og når kirken i øvrigt virker som et gammelt museum, så er det ikke den slags hygge der efterspørges. Måske er der også sket det, at os der har fået til opgave at prædike og undervise i kirkerne gør budskabet hyggeligt og tandløst. Er der i virkeligheden forbløffende lidt man kan slå sig på og forarges over når præsten prædiker om Guds storhed og hellige vrede.


Denne sidste dele bringer mig til en anden tanke, for reklamefolkene i de nævnte tv-udsendelser kunne sagtens se relevansen af kirkens budskab i dag. Et budskab om kærlighed i sin reneste form. Kærligheden mellem mennesker og især ubetinget kærlighed til sin næste – det er der brug for. Det kunne de sagtens få øje på. Men rammende nok så var der også en tankevækkende tendens til at Gud gerne måtte blive arbejdet ud af kærlighedens væsen og vilje. Sagt på en anden måde, så har kirken et opbyggeligt budskab til mennesker i dag. Men tanken om Gud sælger tilsyneladende dårligt. Gud forstyrrer den opbyggelige hygge.

Men præcis sådan må det være. Kirkens fællesskab har fået den fornemme opgave at gøre sit bedste til at udstråle samme tryghed og varme som en dagligstue. Man skal kunne vide sig tryg og fredet i kirken og måske bare i glimt kunne fornemme hygge. Så tåler vi bedre at blive forarget og udfordret af det budskab som stadig lyder når vi samles. Budskabet om, at uden Gud står det skidt til. Så er vi overgivet til os selv og det en håbløs fremtidsudsigt. Kirken bærer på det den også bæres af, nemlig et levende håb ved påskemorgens kraftfulde gåde. Døden hærger endnu hyggen sønder og sammen i vores verden, men vi opbygges ved budskabet om at vi ikke er overladt til os selv. Livets Gud går med os alle dage og overalt. Vi må aldrig blive ligeglade med, hvordan kirken fremstår i omverdens øjne men personligt synes jeg stadig det budskab sælger sig selv. Indimellem skal det uddybes og forklares på nye måder, men kernen er god nok. Her er sandhed, liv og vej til en fred der overgår, hvad reklamerne ellers forsøger at sælge os. Og det bedste ved det hele: det er gratis! Det er af Guds nåde.

- makk

 

Sognepræst Martin Karkov Kobbersmed