Noget om kærlighed

Her følger en prædiken til søndag d. 5. april 2020, Palmesøndag. Du er velkommen til at læse og dele den med dine nærmeste, naboer, venner og bekendte. Teksterne til læsning er angivet nedenfor og kan i øvrigt findes her: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-anden-raekke

 

Tekster til læsning: Fil. 2,5-11, Mark. 14,3-9

Forslag til salmer fra Salmebogen (https://dendanskesalmebogonline.dk/): 176, 62, 172, 192, 84, 208

 

Det er så mærkeligt – i ordets egentlige betydning – at vi for tiden er afskåret fra, at være fysisk sammen med andre. Vi kan mærke, der mangler noget i forhold til hvordan det plejer at være og det gør noget ved os. På et dybere plan er vi afskåret fra at vise hinanden kærlighed.

Og her skal man selvfølgelig træde varsomt. For det ord har mange betydning, alt efter hvem der hører det. For teenageren betyder det noget i stil med, at man er forelsket og vild med nogen og sover dårligt om natten. For de yngste er kærligheden ofte rettet mod mor, far, kæledyr eller bamser, også selvom man ikke nødvendigvis har ord for det.

Med årene opdager man, kærlighed overordnet findes i forholdet til andre mennesker, til ens familie, kæreste eller ægtefælde, men også i venskaber. Når vi mister mennesker, vi elsker, betaler vi kærlighedens pris, nemlig sorgen over, at mangle modtageren for vores kærlighed. Samlet for al kærlighed kan vi sige, det udtrykkes på forskellige måder – med forskellige sprog.

En kærlig handling
Vi udtrykker kærlighed med berøring og fysisk nærvær, tid, gaver, gode gerninger og opmuntrede ord. Både kærligheden til vores hjertes udkårne, til fodboldholdet, til kollegerne og alle andre, udtrykkes grundlæggende på en eller flere af de måder. Og så er det godt at huske på, det er forskelligt, hvordan vi hver især foretrækker at udvise og modtage kærlighed. Nogle bruger mange ord, andre slår græsset og bygger et skur, mens andre igen gerne bruger oceaner af tid med dem, de elsker. Det kan også være en skøn blanding af det hele.

Med det i baghovedet kan vi godt få øje på, hvor vi er udfordret lige for tiden. Vores kærlighed til andre mennesker er overvejende begrænset lige nu af myndighedernes restriktioner, særligt hvis vi gerne vil udtrykke kærlighed med fysisk nærvær og berøring. Vi er afskåret fra hinanden. Hvor længe ved ingen. Det er mærkeligt.

Og sådan ved vi en smule om, hvad der gik gennem hovedet på den kvinde, der opsøgte Jesus mens hun kunne og overøste hans hoved med kostbar olie til en værdi af, hvad en arbejder tjente på et år! Hun havde gennemskuet, hvad der var ved at ske. Inden længe ville hun være afskåret fra det menneske, der havde vendt op og ned på alting – også i hendes liv. Hun havde forstået, hvor tæt Jesus var på sit mål: Lidelsen og døden i Jerusalem. Nu skal han salves, som udtryk for kærlighed.

Kvinden hælder olien udover hovedet på Jesus. Det er også her Jesus salves til konge, hvilket de færreste i huset forstår noget af. De har kun øje for, hvilket fråseri med kostbare ressourcer det er. Pengene kunne være brugt bedre! ”Helt sikkert”, svarer Jesus. Men nu og her drejer det sig om, kvinden vil udtrykke kærlighed overfor sin Herre og Gud, ved at salve ham til den lovede befrier og konge, Messias. En frelser og befrier, der skuffede nogle men gik den nødvendige vej til Jerusalem, ”den morderstad” som vi synger i nr. 176 fra Salmebogen.

Hun ville give kærlighed mens hun kunne, og fremhæves for sin gerning. På denne gudstjenesteløse palmesøndag skal hun fremhæves og nævnes som en af mange, der på hver deres måde senere lagde kapper ned for Jesus, som red ind i Jerusalem og modtog folkets hyldest. De gav deres kærlighed til ham, der var deres håb, koste hvad det ville! Hånden på hjertet: Kan man gøre nok for at takke og hylde ham, der gik planken ud og besejrede dødens magt?!

Kærlighed skal udtrykkes, mens den kan. Den skal gives videre og er mere end sødsuppe-film fra Hollywood, hvor alle får hinanden til sidst og violinerne spiller solen ned. Selvom vi hver kan have vores foretrukne måde at vise det på, er kærlighed først og fremmest handling og viljen til at gøre noget for andre.

Kærligheden modtages
Bibelen fortæller os historien om Gud, der elsker den verden, han har skabt og mere end noget andet, elsker han mennesker. Af kærlighed formes Adam og Eva og får livet som en gave, de må tage vare på. Da de fristes af slangen og går imod Guds gode vilje, sættes der skel mellem dem og Gud, men hans kærlighed er uforandret og fortsætter med at gøre ting, der hjælper dem og deres efterkommere.

Gud er kærlighed og udtrykker det gennem handling. I Jesus, som både er menneske og Gud, ser vi det allertydeligst. Han går ud og gør noget for den verden og de mennesker, Gud har skabt og elsker. Han viser betydningen af, at være elsket og den forvandling, det skaber i mennesker. Det første skridt til at kunne elske andre, er at man selv er elsket. Guds kærlighed går forud for alt andet og skaber bevægelse i verden og os.

Frit fra hukommelsen husker vi nok, Jesus lærer os at elske vores næste som os selv. Det ved vi godt er nøglen til liv og fællesskab med hinanden, men også enormt udfordrende. For hvem er vores næste? Er det også det fattige menneske i Bangladesh, der slider og slæber for at vi kan købe billigt tøj på nettet eller i Kolding Storcenter?

”Elsk din næste som dig selv”, siger Jesus. Vi er desværre slemme til at glemme, han sidestiller det med et andet bud: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og al hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind” (Luk. 10,27). Guds kærlighed til dig, mig og alle er udgangspunktet for den kærlighed, vi giver videre til hinanden. Den må dyrkes og styrkes, for at kunne trives i vores liv og fællesskab. Guds kærlighed kender ingen grænser, men er som en bundløs kilde, der strømmer med levende, klart vand, man slukker tørsten eller bader sig ren i.

Det er her vi hører og lærer, vi har uendelig værdi. Det er her vi kan finde et solidt udgangspunkt for hver eneste dag. ”Du ER noget! Din værdi som menneske afhænger ikke af, hvad du kan præstere eller imponere med. Uanset hvad andre måtte sige eller bilde dig ind af løgn og latin, er du værdifuld”, siger Gud til os. Det slukker den store tørst og skyller selv den værste snavs af! Guds kærlighed må vi modtage ligesom vi er. Hvis vi øver os i, at tage imod den med tak, lade den forme os og give igen til Gud af den kærlighed, vi selv har oplevet, får vi også øje for vores næste, som både er vores nærmeste og det menneske, der er fremmed for os.

Øvelsen er svær, men kan i al sin enkelhed lyde: ”Gud, tak for det er sådan det er. Du elsker mig, og jeg må forsøge det bedste jeg har lært, at elske dig igen, også når jeg er i dyb sorg, er ensom eller vred på dig. Hjælp du til, at din kærlighed må forvandle mig, så jeg også ser andre mennesker, som du ser dem: Uvurderlige og enestående.”

 

Kærligheden gives
Kærlighed er noget, vi får og har fået, for at give det videre. Det havde kvinden med dyrebare oliedråber forstået, da hun salvede Jesus til Messias og en alt andet end kongelig begravelse. Kærligheden skal udtrykkes, som Jesus gjorde det. Til palmesøndag hører en stærk, poetisk tekst – en salme – fra Filipperbrevet kapitel 2, hvor kirkens første store teolog, Paulus, beskriver hvilket sind vi må vise overfor hinanden. Nemlig det sind, Jesus havde.

Han trådte ned fra det høje til det lave, havde al magt og herlighed men gav afkald, lod det være, og valgte at tjene andre helt derud, hvor det kostede ham livet. Betyder det, vi må ofre livet for andre i den nuværende krise med Corona-epidemi? Måske. Det betyder i hvert fald, vi har noget at øve os i. Noget, som også kan slå os ud, når vi mislykkes med det.

For det kvinden gjorde, altså at hælde kostbar olie ud over hovedet på Jesus, hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre noget tilsvarende? Hvis det er, hvad Jesus kræver af mig, så finder jeg en anden vej og klarer mig uden ham! Her gik man og troede, den kristne tro var et fristed, hvor der ingen love og regler var, og så viser det sig, man skal gøre noget nærmest umuligt for at være med.

Lyder det velkendt?

Den tanke eller oplevelse, tror jeg rammer de fleste. Der kræves mere af os end vi kan levere. Det kan slå os helt ud og få os til at vende ryggen til Guds kærlighed. Men vi må prøve at forstå, hvordan sammenhængen egentlig er. Nemlig, at Guds kærlighed er forudsætningen for al kærlighed. Vi elsker fordi han elskede os først, står der et andet sted i Det Nye Testamente. For at kærligheden kan eksistere mellem to parter, må den gå begge veje. Den modtages og gives.

Vi er skabt til fællesskab med Gud og hinanden. Et fællesskab i kærlighed, hvor vi må stræbe efter at have det sind, der var i Jesus. Det sind, der hellere giver end tager og som kvinden med oliekrukken så forbilledligt viser, hvordan vi kan udleve i praksis. Hende må vi lære af, når det kommer til at vise vores dybe taknemmelighed overfor Gud. Kan vi give og gøre nok, for at takke ham, der har givet os alt?

I kærlighedens navn vil vi give det bedste, vi har, til vores konge, vi ikke kan se med det fysiske øje men må tro på. Også det værste, tungeste og mest mørke. For han vil tage imod os, som vi er. Det vigtigste ved kærligheden, er at den gives videre. Derfor er opfordringen til os, at give Gud og vores medmennesker af det, vi nu har at give. I stedet for, at se det bud som en stor hammer, der dunker os i hovedet når vi mislykkes eller holder igen, må vi høre det som den gode vej at gå. En vej, hvor vi griber om det, der giver livet mening, indhold og værdi.

Når vi giver kærlighed, får vi også noget igen. Noget større end os selv. Noget, der gør ondt at miste, når modtageren af vores kærlighed mangles, hvad enten det er i kortere tid pga. Corona-virus, eller det er for altid, fordi døden har sat skel og slået skår af glæden, livet – af kærligheden.

I dag standser vi op på vores vej gennem livet, som det nu engang er og åbner sig i alt dets glans og gru med Corona, frygt, bekymringer, uvished og tunge beslutninger. Vi standser op ved den fråsende kærlighed, kvinden med krukken viste Jesus. Den er dog kun en forsmag på den overvældende fråsende kærlighed, der langfredag naglede Jesus til korset, hvor vi på 2000 års afstand ser, hvad kærlighed er i sit inderste væsen. Det er viljen til at lægge handling bag ordene og hellere give end tage. Amen

 

Vi vil gi dig det bedste vi har

https://www.youtube.com/watch?v=LFeFzypGJQM