Prædiken til søndag d. 29. marts 2020

En mystisk undfangelse


Her følger en prædiken til søndag d. 29. marts 2020, Mariæ bebudelses dag. Du er velkommen til at læse og dele den med dine nærmeste, naboer, venner og bekendte.

Teksterne til læsning er angivet nedenfor og kan i øvrigt findes her: www.bibelselskabet.dk/mariae-bebudelsesdag-fra-anden-raekke
Tekster til læsning: Es. 7,10-14, Luk. 1,46-55

Forslag til salmer fra Salmebogen (dendanskesalmebogonline.dk): 754, 750, 71, 69, 73, 117


Hvad var vi uden kvinder? Tja, vi ville i hvert falde have svært ved at være her. For en lille måneds tid siden
var det Kvindernes Internationale Kampdag, hvor der var særlig opmærksomhed på, hvad kvinder må
kræve, forvente, kæmpe for og stå sammen om. Sådan løst sammenfattet.
Kvinder er uundværlige og har, måske på grund af forkvaklede virkelighedsopfattelser, måttet finde sig i
undertrykkelse gennem tiderne. I Bibelen læser vi, manden blev skabt før kvinden og det har fra tid til
anden ført til misforstået mandschauvinisme, at mænd er mere værd en kvinder. Historien er imidlertid
den, vi er skabt med lige værd, men forskellige og på hver vores måde helt enestående.
Livets beståen afhænger af disse enestående forskelle. For hver eneste af os, der er her i dag, gælder det at
vi er blevet undfanget engang. Et æg er blevet befrugtet og vokset til et foster, som efter rundt regnet 9
måneders forløb fødes til livsudfoldelse i denne verden. Det kan kun ske ved en kvindes hjælp og
medvirken.


Gud i det skjulte
Sådan var det også, da Jesus blev undfanget og født. Befrugtningen skete ved den samme Helligånd, som
var til stede dengang Gud skabte liv i verden og bragte orden ind i kaos. Befrugtningen sker i en kvinde.
Uden hende og andre kvinder ville kirken være blevet ved tanken. Mariæ bebudelses dag kan være vores
anledning til, at hylde Jomfru Maria og andre kvinder, der har spillet en afgørende rolle i kirkehistorien.
Men også en dag til at tænke over, hvordan Gud valgte og vælger at virke i vores verden.
Kirken lærer os lidt om det. Når et menneske døbes sker der noget, vi kan se med det blotte øje: Der bliver
tegnet et kors for pande og bryst og øst vand i håret. Sådan umiddelbart virker det lidt banalt. Forrest i
kirken står en altertavle fyldt med motiver og symboler, man kan studere og se på og så gå upåvirket
videre.
Over prædikestolen hænger en due, der symboliserer Helligånden, som må virke for at præstens prædiken
bliver til mere end bare nogle langhårede tanker og ord. Samlet for det alt sammen gælder, at Gud vælger
at virke i det skjulte. Symbolerne er tænkt som hjælp til at tænke over og forstå noget af det, som ellers er
skjult. Som vi kan læse fra Esajas’ Bog kapitel 7, skete det også engang i en for længst svunden tid, at Guds
udvalgte folk længtes efter at se og mærke den skjulte Fader og skaber.
De fik løftet om et tegn: En ung kvinde skal blive mor og kalde sit barn Immanuel, som betyder ”Gud med
os”. For det
er Gud, selvom han fra tid til anden virker fjern. Det kors, der tegnes for ansigtet og brystet på
den der døbes, siger os, troen både kan gribes med forstanden i øverste etage, men ikke kun kan forklares
rationelt, fornuftigt. Den gribes også med hjertets inderste længsler, følelser og vekslende uforstand.



En uforståelig Gud

Hver eneste dag møder vi noget, der er fælles for os alle sammen: Vi søger mening i tilværelsen og tingene,
sådan alt i alt. Hver eneste analyse, nyhedsartikel, snak i skurvognen eller konflikt ved aftensmaden har sit
omdrejningspunkt i meningen.
Hvorfor gik det som det gjorde i fodboldkampen? Nå, men det var fordi de manglede ham der, eller
træneren havde glemt at sætte holdet godt nok op til kampen. Hvorfor er vi så langt efter med byggeriet
eller leverancerne? Nå, men der er nogen der har klokket i det ved et eller andet skrivebord. Hvorfor blev vi
uvenner over sådan en bagatel? Tja, måske fordi jeg gerne ville have ret i mit.
Vi render igen og igen ind i længslen efter mening og en god forklaring på tingenes tilstand. Hvorfor opstår
epidemier og spreder sig som en steppebrand? Tja, det er vel noget med, at vores verden er blevet mindre
og mere global, så vi er forbundet med hinanden på kryds og tværs af kulturer og kontinenter. Men hvorfor
sker det? Og hvad gør Gud ved det?
Gør han nok? Gør han noget?
Tidens aktuelle udbrud af Corona-virus er kun et eksempel på, hvordan vi kan opleve afmagt, længsel og
undren over den verden, vi lever i, og den Gud vi har brug for, der kan tage skraldet og kaste lys over vores
liv i al dets gru og glans.
Men Gud virker måske uforståelig, for vi hører han er evigt almægtig, kærlig, god og forbarmende. Men
hvor ser vi det i vores liv anno 2020? Det med Gud, kirken, troen og det hele virker så verdensfjernt og
uforståeligt.


Den Mægtige Gud
Vi er endnu i fastetiden, der leder frem mod påsken – gudstjenester i kirken eller ej. Det kan være vores tid
til, at afstå fra forskellige ting i livet og give plads for åndelig fordybelse, stilhed, pleje af relationer osv.
Fastetiden er også der, vi møder Guds væsen, der afstår fra at udvise guddommelig magt og herlighed. Man
kan sige, i beretningerne om Jesus ser vi Gud, der undlader at bruge
al sin magt og herlighed, for at
overbevise om gyldigheden af sit budskab. Den mægtige Gud er også mystisk – noget er skjult for os.
Hvad skal det sige? Spoler vi baglæns i historien om Jesus, er der en række eksempler på tilfælde, hvor han
kunne have brugt sin magt og gjort det hele lettere for sig selv. Han kunne uden videre have overvundet
sine voldsmænd, der pinte, plagede og henrettede ham på korset. Han kunne have brugt sin magt, gjort
store undere dagen lang og lade det være tegn på, han har fat i den lange ender når han taler.
Han kunne med andre ord gøre lidt af hvert, for at overbevise om gyldigheden i sit budskab og sin person.
Men han valgte at afstå fra det, for den magt han ønsker at vise, drejer sig om det, der sker i det indre og
skjulte. Det er der alt andet udspringer fra, på godt og ondt.
Tænk selv efter: Hvad har et formørket sind ikke medført af forfærdelige overgreb og misbrug? Hvor meget
godt kan der ikke komme ud af, at et menneskes sind lader sig forvandle og styre af det gode?
Guds måde at udtrykke magt på i Jesus Kristus, fik nogle til at vende ryggen til og gå andre vej. Mon ikke vi
også kan nikke genkendende til den skuffende følelse af, at Gud ikke holder hvad han lover? Hvorfor griber
han ikke ind overfor sygdommen, lidelserne, mobningen, krænkelserne i mit liv? Staves Guds almagt i
virkeligheden med f?


Lovsang fra det lave
For nu at stille skarpt på Maria, var hun en ung jomfru, som altså ikke havde været sammen med nogen
mand. Hun levede i en kultur, hvor ære, skam og social status var nøglebegreber og meget nøje kædet
sammen med ægteskab og familieliv. Budskabet fra englen til hende, om at hun skal føde Guds søn,
”skrækker skønt det fryder” står der i en flot salme af Kingo (nr. 71 i Salmebogen). For hendes liv som
teenager, der måske kun lige er ved at begynde – i hvert fald efter nutidens standarder – bliver med ét
vendt på hovedet. Hvordan skal hun forklare sin kæreste, at hun er blevet gravid udenfor ægteskabet?
Det er imidlertid noget andet, der fylder i hendes tanker. Hun bryder ud i lovsang til Herren, for ”han har
set til sin ringe tjenerinde”. Gud sætter noget i gang i livet på Maria, der skal vokse og blive til liv for andre.
Kun på den måde kan Gud blive et menneske af kød og blod og leve i vores verden. Maria takker for, hun
må være en central skikkelse i det, der skal ske.
”For herefter skal alle slægter prise mig salig”, siger hun. Det kunne på nudanske oversættes til, at alle vil
tænke på Maria og sige til sig selv: ”Gid det var mig, Gud kunne bruge til noget helt afgørende! Hun var
godt nok heldig.”
Det er efter min bedste overbevisning en fremmed tanke for os i dette land, i denne periode af
verdenshistorien, at lægge sig selv og egne drømme og ambitioner til side, for at lade Gud bruge os. For
tænk nu hvis det ikke passer så godt med mine planer! Jeg har jo min vinsamling, mine drømme om rejser
til hver en afkrog af verden, min karriere og uddannelse. Huset kræver min fulde opmærksomhed og vi
skulle også gerne kunne holde nogle gode fester, så andre ikke ser skævt til os.
Måske lyder disse indvendinger fremmede i dine ører. Men jeg er bange for, vi er mange der har svært ved
at sige, af et oprigtigt hjerte, at Maria var heldig. Her ligger en udfordring til os: Tør vi lade Gud bruge os til
det, han vil bruge os til, og ofre vores egne ambitioner for det?
Takket være Jomfru Maria blev Gud kød og blod i Jesus Kristus. I hans ord hører vi, Gud også vil undfange et
åndeligt liv i os, der kan vokse indeni som gode tanker, glæde, fred, tålmodighed og meget mere, for at
blive til handling i kød og blod, der hvor vi nu engang er i dag, år 2020!
Der var kun brug for én jomfru Maria, for at Jesus kunne fødes. Han blev undfanget i et ubesmittet liv, for
at vokse og blive til liv, ligesom han som voksen blev lagt i en ny og ubrugt grav, for at genopstå og give
verden håb. Det håb bæres ud til verden i tider med Corona-epidemi, flygtningestrømme, borgerkrige og
kriser, men også i tider med velstand, ro og orden. Det bæres af dig og mig og alle, når vi lader Gud
undfange og skabe et åndeligt liv i os, der kan munde ud i handling for den verden, han elsker. Det åndelige
liv er gådefuldt, mystisk og umuligt at forklare til bunds, men giver håb til mennesker i Danmark, Kina, USA,
Malawi og overalt.
Marias lovsang til Gud drejede sig om, han valgte at bruge hende. Den ophøjede skaber og Gud gjorde sig
skrøbelig, fastede fra det guddommelige, steg ned til det lave og gjorde det for at ophøje og frelse os fra
dødens magt. Det er noget, han tager sig af, men han vil gerne bruge os til at gøre store ting i verden. Det
giver livet mening, indhold og værdi. Også derfor er der al god grund til, at istemme lovsangen fra det lave
mod det høje, sammen med Maria. Amen.