Guds lam

Her følger en prædiken til fredag d. 10. april 2020, langfredag. Du er velkommen til at læse og dele den med dine nærmeste, naboer, venner og bekendte. Teksterne til læsning er angivet nedenfor og kan i øvrigt findes her: https://www.bibelselskabet.dk/langfredag-fra-anden-raekke

Video
I dag slagtes Jesus som det fuldkomne påskelam! For at forstå noget af det, som ligger bag betydningen af Jesus som Guds lam, er der et link til en video om offer og soning, der forklarer det på en fin måde:
https://forkyndelse.dk/aiovg_videos/offer-og-soning/

Her er et forslag til, hvordan en gudstjeneste kan foregå i hjemmet:

-        Bed en kort bøn og sig tak til Gud for denne dag

-        Første salme – lad ordene lade i dine tanker og lad dem danne en sindsmæssig ramme for de følgende punkter

-        Læs den første tekst (se nedenfor)

-        Anden salme

-        Læs den anden tekst (se nedenfor)

-        Tredje salme

-        Læs prædikenen nedenfor

-        Brug nogle minutter i stilhed på, at reflektere over det, du nu har læst/hørt. Du kan også bede en bøn om, at Helligånden må hjælpe dig til at lægge hæslige ting i dit liv fra dig selv og over til Jesus.

-        Fjerde salme

-        Bed Fadervor og læs denne keltiske velsignelse som sagt til dig:

-        Femte salme

-        Læs Mark. 15,42-47. Se evt. her: https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Mark/15

-        Rund gudstjenesten af med at bede en kort bøn og takke for det, du har hørt eller på andre måder er blevet rørt af

 

Tekster til læsning: Es. 52,13-53,12 og Joh. 19,17-37

Forslag til salmer fra Salmebogen (https://dendanskesalmebogonline.dk/): 192, 203, 207, 190, 216

 

Det er dramatiske dage, vi oplever for tiden. På kort tid er vi gået fra, nærmest at tage Coronavirus for noget forbipasserende, der mest rammer andre steder, til selv at mærke effekten af epidemien for fuld styrke. Man kan sige, vi som samfund er gået fra velstand og stabilitet – en slags triumf, til usikkerhed, uvished og en formørket horisont. På den baggrund kan vi også nogenlunde leve os ind i påskens dramatiske forløb, som rummer en lignende bevægelse fra triumf til fiasko, fra Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag til pinslerne og henrettelsen langfredag.

Det er en mørk dag, både i vores nutidige kirke – gudstjeneste eller ej, og i verdenshistorien. For den dag dør en uskyldig. Det er en mørk dag, for her går Guds udsendte, Jesus, frivilligt ind i det dybeste mørke og bliver for alvor kendt med lidelser, uretfærdighed og død på sin egen krop. Her bliver den rene og fejlfrie ofret for mange og mærker Guds retfærdige vrede på egen krop.

Vrede
Guds vrede er retfærdig, for verden har vendt ryggen til ham, som skabte verden og gav livet. Det er bundlinjen, som Bibelen fortæller det. Den vrede Gud retter mod Adam, Eva og slangen i begyndelsen af Bibelen drejer sig om oprøret og trangen til, at vende Gud ryggen og søge lykken uden ham. Af kærlighed til det han skabte kan Gud ikke være ligeglad med, at skaberværket vælger ham fra.

Det begyndte så godt, men gik så galt, og mønsteret fortsætter gennem hele Bibelen og findes stadig. Viljen til at søge egne veje, væk fra fællesskabet med Gud og andre kender vi fra vores relationer i ægteskabet, familien, venskabet, på arbejdspladsen og fodboldholdet og listen fortsætter. Vi blev skabt til fællesskab, men det afspores så nemt af os. Det vækker Guds hellige, retfærdige vrede. Det, han havde skabt og tænkt godt, gik skævt.

Men hvad nu hvis det er mig der vred på Gud? Hvad nu hvis jeg oplever, Gud fejler og svigter mig gang på gang. Hvad nu hvis jeg er i min gode ret til at være vred på Gud?

Så skal det også frem lyset, særligt på en dag som i dag. Kirken og kristentroen har nok traditionelt været uløseligt forbundet med det pæne, fromme og sømmelige, der således kan have stået i vejen for de grimme, uskønne, forfærdelige ting, man gerne vender ansigtet væk fra. Det er hverken opløftende eller behageligt at tale om svigt, overgreb, misbrug, tab eller andre former for mislykkede forsøg med livet – synd, kalder vi det også.

Den faldne verden, vi lever i, kan virkelig være hæslig. På vores breddegrader forskånes vi nok for meget, men bestemt ikke alt. Uretfærdighed og overgreb findes – tænk bare på diverse sager om selvskade, omsorgssvigt, pædofili mv. som medierne i nyere tid har bragt frem – og døden hærger stadig og ødelægger livet. Der er gode grunde nok til at være vred. Vreden må vi rette mod Gud og hans lidende tjener, der ofres på korset og er lige så hæslig som livet også kan være. Han bliver kendt med lidelser som vi også kender dem, og han både tørster, kæmper og dør. Det har været et væmmeligt syn, som der står i teksten fra Essajas’ Bog til i dag (se ovenfor).

Guds vrede over verdens oprør rammer Jesus på korset og mødes dér, som i et brændpunkt, med verdens vrede over Guds tavshed og fravær, som det også kan opleves. Her finder vi den lidende tjener, Guds lam, der finder sig i modbydelighederne, uretfærdigheden og vreden fra sine anklagere og her krones han som konge med torne. Pilatus, der fælder dommen, sætter et hånligt skilt på korset, at her hænger jødernes konge. Det er en hån mod jøderne, der ville have Jesus henrettet, og en hån mod Jesus, der på overfladen kun er en mislykket oprører og som nu får sin retmæssige straf: Korsfæstelsen med al den vrede, hån og ydmygelse der følger med.

Et billede
Hvad gavner det os i dag?

Jeg har taget et billede med, jeg tror taler tydeligere i dag, end da jeg tog det med min smartphone for noget tid siden, hvor jeg ledte en gudstjeneste i Andst Kirke. Dér står bag alteret et kors og en dunk håndsprit og taler sit eget tydelige sprog. Spritten er for den gode hygiejnes skyld, særligt i forbindelse med dåb og nadver i gudstjenesten. I den seneste tid er vi blevet meget påpasselige med, at bruge sprit og holde vores hænder helt frie for bakterier, så vi mindsker risikoen for smitte. Det er godt, vi er bevidste om det, så den alvorlige sygdomsepidemi der for tiden hærger kan inddæmmes.

Det var spritten. Korset er også middel til god hygiejne, men på et dybere plan. I Bibelen har vi fire forskellige skildringer af det, der sker langfredag, men i dag begrænser vi os til at lytte til det, som evangelisten Johannes hæfter sig ved. I begyndelsen af Johannesevangeliet står der, Jesus er Guds lam, som bærer verdens synd. Det står som et forvarsel om, hvad der senere skal ske med Jesus. Det er vi i dag nået frem til. Han skal slagtes og blodet fra ham soner den synd, skam og skyld, verden rummer.

Blod rummer liv og består af flere forskellige dele, bl.a. røde blodlegemer som binder ilt til blodet. På samme måde kan vi sige, blodet kan binde andre ting til sig. I det daglige taler vi om, vores identitet er i blodet på os: ”Det er i blodet på mig, at være en sindig jyde” el.lign. Selve vores eksistens har med blod at gøre, på godt og ondt. Vores gode sider ruller i blodet på os, men også vores dårlige sider og synden – det, vi gerne ville være foruden af fejl, skyld, skam og mere af samme alvorstunge skuffe.

Vi har brug for at desinficere og spritte hænder, for at undgå smitte – særligt i disse tider. Vi har brug for, at den dybeste smittefare, al verdens synd – den adskillelse der præger vores liv, selvbillede, gudsforhold, klimakrise, ja hele tilværelsen – også desinficeres, så vi videst muligt undgår at smitte andre.

Ud med det!
Det kan eksempelvis ske ved det, der tidligere var en mere udpræget del af kirkens liv, nemlig skriftemålet. Det åndelige rum, hvor vi sammen med andre må træde ind, lægge os fladt ned – både billedligt og bogstaveligt talt – og bekende for Gud, at vi har syndet. Vi har været i åbent oprør med hans gode vilje, og ikke formået at forvalte vores ansvar godt nok. Vi tog for let på truslen om Coronoavirus. Vi har ikke elsket Gud og hinanden af hele vores hjerte. Vi har snavs på vores hænder og i livet, vi gerne vil renses for. Den renselse sker på korset, som langfredag forklarer for os. Det rene, uskyldige lam ofrer sig og leder sit blod ind i vores liv, så der findes et sted, hvor verdens og vores synd kan renses. Vi kan modtage løftet om, der er tilgivelse for det forkerte. Også det, vi ikke kan tilgive os selv for.

For et års tid siden satte den daværende uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers, fokus på nødvendigheden af, at vi deler vores fejl med hinanden. Det var og er der brug for, for at punktere forestillingen om, at vi som mennesker er ufejlbarlige. Meget kan vi, men ikke alt. Vi kan heller ikke uden videre overvinde den nuværende krise med Corona-epidemi og det, der følger i kølvandet på den. Vi kan ikke med et hurtigt opslag på Google finde ud af, hvad vi gør ved afmagten og meningsløsheden i det, der sker omkring os. Hverken nu eller i øvrigt.

Vi har brug for det, langfredag handler om. Her finder vi et sted, vi kan rette vores fortvivlelse hen, når den ødelagte verden rammer os for fuld kraft. Da Jesus hang på korset og sagde ordene: ”Det er fuldbragt”, var det løftet om en forandret virkelighed. Nu ved vi, at Gud gjorde sig skrøbelig, for at tage vores meningsløse lidelse på sig og være til stede der, hvor vi nogle gange er og gerne vil undgå at være. Jesus blev kronet til den gådefulde konge, der kan bære Guds og vores vrede på sin skuldre. En vrede, vi må sørge for at få ud af systemet!

Her er bønnen givet som en hjælp. Den kan have mange former, være både fælles og individuel, sagt høj eller stille, skrives ned eller være en tanke. Lad os bruge langfredagen som anledning til, at bede om Guds hjælp til, at lægge det hæslige i livet over til ham, der hang på korset. Den største meningsløshed og afmagt i livet skal ikke forklares og trøstes væk, men har brug for håb!

Det håb består i, at kirkens Herre og kongernes konge hang på korset og modtog al den vrede, spot, hån og latterliggørelse der kunne opstøves, imens han kunne sige sine sidste ord til sine nærmeste og se sit tøj – sin værdighed – blive brugt som et trofæ af bødlerne.

Han døde, så alt det, han kom for at give verden af håb om en genoprettet relation til den levende Gud, var fuldbragt. Da soldaterne så han var død fik han ikke knust sine knogler, og blev på den måde, i overensstemmelse med de jødiske forskrifter, det fejlfrie påskelam med ubrudte knogler, der skulle slagtes én gang for alle. Fra ham kom det vand og blod, der siden dengang har givet mennesker håb ved dåbens og nadverens mystiske, mageløse gaver.

Vi har brug for et sted, vi kan vende vores vrede og knuste hjerter hen. Vi har brug for håbet, at vores konge, ud af ren og skær overstrømmende kærlighed, led dengang for at lide og kæmpe sammen med os i vores smertefulde afmagt og meningsløshed. Vi har brug for langfredag. Amen.