I det skjulte

Her følger nogle refleksioner, tanker, overvejelser, erkendelsesmæssige løsører – kald det, hvad du vil – ovenpå nogle markant anderledes døgn i nyere dansk historie.

Det er kun et døgns tid siden, jeg kom tidligere hjem end ventet fra et kursus for forholdsvis nye præster i Folkekirken. Det foregik et sted, jeg holder meget af. Det er et sted, jeg har været nogle gange før i forbindelse med min uddannelse til at blive præst. Her var ganske højt til himlen, skøn natur, velsmagende og velnærende mad og ikke mindst en af Danmarks smukkeste klosterkirker, synes jeg.

Jeg har været i Løgumkloster, hvor Folkekirken har sit uddannelses- og videnscenter, der skal hjælpe præster med noget vi lover i forbindelse med ordinationen, nemlig at dygtig- og dueliggøre os i præstegerningen. Det er imidlertid sjældent, der bliver tid til det i det daglige, og derfor er det noget særligt, at komme på kursus et sted, fjernt fra hverdagens rutiner, bekymringer, pligter og kvaler, for at blive opmuntret, inspireret og fyldt på ved at lytte til dygtige fagfolk og være sammen med kolleger, der kan nikke genkendende til de udfordringer, man selv går og bakser med.

Der var vi så samlet, knap 40 præster fra hele kongeriget, da beskeden kom: ”Danmark lukker ned”. Onsdag d. 11. marts holdt statsministeren en tale, der markerede et ”før” og et ”efter”. Før talen gik det meste af tilværelsen sin vante gang, men efter talen var alting vendt på hovedet. Jeg var selv ude at bowle i Tønder med nogle gæve gutter og præstekolleger, da et unisont kor af smartphones begyndte at bimle og bamle med nyheden om, at Danmark lukker ned, for at inddæmme den smitsomme coronavirus. Kort tid efter lagde vi vejen forbi Netto, for at proviantere – ganske som halvdelen af Tønderes indbyggere, viste det sig.

Nu er der gået nogle dage og der tages løbende nye forholdsregler i brug, for at dæmme op for noget, vi frygteligt gerne vil kontrollere, for det smitter og skader vores samfund. Men det er svært at gøre noget ved situationen, andet end at afvente og tage gældende forholdsregler i brug: Husk god hygiejne, undgå fysisk kontakt mv.

Alt i alt, fik det mig til at gruble over det, som er skjult for os. Der er ganske meget, som er skjult for os, men har stor indflydelse på vores liv. En coronabakterie er skjult for vores øjne, men kan nemt smitte og konsekvenserne bliver synlige for os. En sorg i vores indre, skjulte liv kan være svær at få øje på for andre, men kan også føre til en slags (over)kompensering – at vi gør noget stik modsat af, hvad vi føler, for at dække over sorgen. Vi får travlt med en masse, udviser overskud selvom vi er i underskud og vi forsøger i det hele taget, at udstråle i det ydre, hvad vi savner i det indre: Skønhed, energi, glæde, håb, overskud osv.

I det skjulte sker der ting, som får og har betydning for os. Det får mig til at tænke på noget, én engang lærte: Hvor er det godt, at kunne finde ro og styrke ved fordybelsen og stilheden for sig selv, for at kunne møde den verden, der venter lige udenfor min dør, hvor den dør og verden så end måtte være. Ham, der lærte det, hedder Jesus. Han sagde også, det var godt at bruge fordybelsen og stilheden på at bede til vores himmelske Far, som er i det skjulte. Gud kan vi ikke se, men i Jesus og hans opmuntringer til os, aner vi mere af, hvem der står bag alt det, der er udenfor vores dør og vindue.

Bag det hele står en Gud, der arbejder under radaren og alligevel helt åbenlyst. Jesus viste tegn på, at han var den lovede befrier, Messias eller Kristus, som både var menneske og Gud. Men aldrig så guddommelig, at al tvivl blev fejet af banen. Sådan blev der gjort plads for troen, som drejer sig om noget i det skjulte, der ikke kan ses med vores fysiske øje, men forvandler os indefra og ud – fra det skjulte til det åbenlyse.

I en af påskens store salmer synger vi om Jesus, at ”troens øje ser det: Han gir liv og fred!” Troen henter sin styrke i det, der er skjult for os, men som alligevel giver liv og fred. Jesus ønsker at lære os – og hans opstandelse påskemorgen beviser han har fat i den lange ende – at når vi går ind på vores kammer og beder til Gud, som er i det skjulte, vil han også høre og svare os. Bøn er, at åbne sig for det, Gud vil give os. Når vi gør det, giver vi ham lov til at række os det, vi længes efter: Liv og fred. Det er måske nok skjult for det blotte øje, men hvor er det godt, når vi lader det forvandle os!

I disse tider gives der mange påbud om, ikke at forsamles offentligt. Det får betydning for arrangementer af mange slags, også i kirken. Vi bliver afskåret fra hinanden, og det er både trist og alvorligt. Vores danske forsamlingsfrihed indskrænkes, men til vores eget bedste, vil jeg mene. Men friheden i det skjulte er den samme, at vi må søge bønnen til vores himmelske Far, der hører og svarer os, når vi lader ham få tid og plads i tilværelsen. I det skjulte kan vi bede om, at den nuværende trussel om coronavirus må forsvinde som dug for solen, selvom det kan være svært at tro på. Vi må bede om, Gud vil give os svar midt i meningsløsheden og afmagten overfor en sygdom fra den anden side af kloden.

Frem for alt må vi bede om, Gud vil hjælpe os til at stole på, han er og bliver den samme faste borg, vi må vende os til, og den hyrde, der vil lede os i det uklare terræn, der ligger foran os. Bøn er troens åndedræt og nu har vi måske en bedre mulighed end ellers, til at bede og søge den skjulte Gud, som vil trøste og hjælpe os i det åbenlyse liv. Når vi beder en lille eller stor bøn, træder vi ind foran Guds ansigt, som vi ikke kan se. Ikke desto mindre er hans ønske at se på os med kærlige, milde øjne og på den måde give os sin fred.

Det må vi unde os selv! Derfor er det godt at bede, for sig selv og sammen med andre.

 

Martin Karkov Kobbersmed, sognepræst