Hygger I jer?

Er hyggen målet med livet? Har vi det (for) hyggeligt i vores danske andedam? Det er nogle halvkritiske spørgsmål, der forsøges besvaret i det følgende. Advarsel: Det kan være, du finder nedenstående uinteressant – ja nærmest kedeligt. Det kan også være – og det håber jeg da lidt – at du får noget at tænke over.

 

Er der noget værre end folk, der kun taler om hvad de selv synes? Det skulle da lige være mad med kommen, en punktering på motorvejen eller en bjergetape i Tour de France uden angreb på/fra klassementsrytterne. Men udgangspunktet for dette skribleri er nu engang alligevel, hvad jeg oplever og gerne vil dele med dig, der måtte læse med, i håb om at det kan bruges til noget. I dag har det at gøre med noget så dansk som hygge. Nu skal du høre:

Jeg lærer meget af, at være sognepræst her ved Skanderup Kirke. På godt og ondt. Ind imellem lærer jeg no-get enormt værdifuldt helt uventet. Som forleden da jeg faldt i snak med nogle af vores dygtige folk på kirke-gården, der gik og passede nogle gravsteder. Jeg fik vist sagt noget i retning af: ”Nå, går I og hygger jer?”, uden jeg selv kunne høre, hvad der var galt med spørgsmålet. Tidligere var de blevet spurgt om noget lignende af en anden tilfældig forbipasserende. Med et smil på læben fik jeg forklaringen, at det kan godt være jeg tror det er hyggeligt arbejde, men det er også hårdt, at ordne gravsteder i 23,5 graders varme.

Det fik mig til at overveje: Hvordan ser vi på hinanden og det, vi hver især udretter? Er målet at hygge sig? Ser vi i virkeligheden ned på hinanden og den indsats, der bliver leveret, med sætninger som: ”Nå, går du og hyg-ger dig?”, så det underliggende budskab – sat lidt på spidsen – er: Det, du går og foretager dig, er da ren bar-nemad! Det kunne jeg selv gøre mens jeg drak kaffe og læste Ude og Hjemme.

Jeg vil sige, vi skiltes som gode venner den dag på kirkegården og taler pænt til hinanden generelt, men jeg kunne pludselig høre mig selv udefra, og det jeg hørte, trænger til en opsang. For jeg er overbevist om, det ikke er det eneste sted, den holdning findes, at de andres arbejde virker hyggeligt og næsten overflødigt. Jeg møder den selv fra tid til anden og kan – modsat de ansatte på kirkegården – have svært ved at sige fra over-for mennesker, der taler ned om mit arbejde. Listen over fordomme om præstens arbejdsuge og

-byrde er lang: ”Præsten arbejder da kun om søndagen, når han ellers ikke drikker kaffe med de gamle eller triller tommelfingre på kontoret, mens han støver kirkebøgerne af og glæder sig til igen at skulle drikke i ar-bejdstiden.”

Inden jeg traf min kone, troede jeg måske nok mest, at pædagoger bare passer børn, drikker te og hygger sig med en guitar. Det er måske også virkeligheden nogle steder, men der er jo så mange flere lag i pædagogik-ken, der modsiger de fordomme, jeg engang havde. Men alt i alt har jeg spekuleret en del over, hvorfor den vending med ”at hygge sig” dukker op igen og igen. Det er jo rart at hygge sig, men det er måske ikke nødven-digvis alt arbejde, der er rart eller hyggeligt. Nogle gange er det mere slidsomt, stressende og en generel be-lastning før det kan blive godt. Jeg tror denne snak om hygge, har at gøre med et manglende engagement. Jeg gider ikke sætte mig ind i, hvad andre beskæftiger sig med. Jeg vil bare holde mig til den overfladiske vurdering og lade det være nok. Det er nemmest. Hygge er rart, men også ukompliceret. Og her begynder vi at prikke til noget, der stikker dybere. Så længe det hele er hyggeligt, er der heller ingen konflikter.

”Hov, hvor kom det fra? Skal det nu handle om konflikter? Har troede man lige, det drejede sig om hygge. Man er vel dansker, og er der noget vi kan, er det at hygge os!”

Enig. Men vi kan og er også andet. Vi er hinandens medmennesker og kan møde hinanden som sådanne, så det, vi hver især foretager os, bliver anerkendt og lagt mærke til. Fx: Det unge menneske, der sidder ved kas-sen i Brugsen og siger vendinger som ”Kvittering (med)?”, ”Fortsat god dag”, ”Prøv at bruge chippen” gør måske ikke noget, der ændrer verdenssituationen, men gør sit arbejde så godt, hun eller han kan og det kan vi anerkende med små rosende ord i stedet for et par øjne der stirrer stift ned i telefonen. Jeg sætter det på spidsen, men tror budskabet står klart.

Det drejer sig om, at vi tør interessere os for hinanden, så der både er plads til hyggen med det, vi hver især nu går og foretager os, men også en oprigtig interesse i, hvordan det menneske jeg møder har det. Det kan man godt, uden man nødvendigvis skal blive bedste venner med alle og enhver. Personligt tror jeg, det også er her vi kan begynde at modvirke den krænkelse, nogle oplever i nutidens Danmark. Over de seneste år er der op-stået en sand flodbølge af eksempler på, hvordan mennesker oplever sig krænket – også over bagateller som, at den danske sang skulle være en ung, blond pige. Man spørger ind imellem sig selv og andre, hvad der dog er galt med os og verden! Hvordan kan en bredt anerkendt fædrelandssang, der frimodigt er blevet sunget i knap 1 århundrede pludselig krænke nogen? Man kan også spørge, hvordan er det kommet så vidt?

Jeg gør mig hverken til psykolog, historiker eller noget som helst andet, jeg ikke er. Jeg er teolog og præst, og det jeg tror, der sker for fuld damp, er at hyggen har erstattet den oprigtige interesse i andre mennesker. En-hver må have sit, hun/han går op i – det er rigtigt nok. Dog: hvor går grænsen? Det tør jeg ikke sige, men jeg oplever at mangfoldighedens hyggeklub har åbnet en æske, vi skulle have forsøgt at holde på klem, men er eksploderet op i hovedet på os. Nu skal alle have lige rettigheder og vilkår, så der er rart – måske ligefrem hyggeligt – for alle at være her.

Ingen tvivl om, det forøgede fokus på krænkelse har medført noget godt for marginaliserede grupper, men jeg spørger mig selv og dig, der måtte gide at læse med så langt som hertil: Kunne den påberåbelse af op-mærksomhed, der er dukket de senere år, være imødekommet på en bedre måde, hvis vi turde se hinanden som mennesker, der fortjener at blive elsket? Ikke for, hvad vi gerne vil gøre eller har gjort, heller ikke for, hvad andre har gjort mod os. Men udelukkende fordi vi eksisterer.

Tør vi gå den vej, får vi også øjnene op for alt det, der ikke er hyggeligt, men trænger til at blive sagt højt. Livet er andet og mere end hygge. Der er også udfordringer og byrder, vi må bære hver for sig og sammen. Noget er svært at sige højt selv. Det hjælper når andre spørger ind til det. Så kan man frit sige til og fra, hvis man helst ikke vil tale om det.

En klog mand sagde engang: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Som tidligere nævnt stilles der ikke krav til os om, at være bedste venner med alle og enhver. Det holder vi ganske enkelt ikke til, uanset hvor ihærdigt vi måtte forsøge. Men mindre kan også gøre meget, når vi våger pelsen og spørger ind til det, der stikker lidt dybere end hjemlig hygge, vind og vejr. Vi kan selv være den, der har brug for et medmenneske, der med oprigtig interesse spørger os, hvordan det går. På samme måde kan vores medmenneske have brug for vores øjne og ører.

Det er et sundt skridt i retningen af, at gøre hvad vi er skabt til. Det er her fællesskabet så småt kan tage over for ensomheden og den sunde hygge kan indfinde sig. Tror jeg.