Hvor længe?

To salmer danner udgangspunkt for nedenstående refleksioner. Som altid bringer vi her en advarsel: Det er måske en smule langt, men det kan gå hen og påvirke dig positivt!

To salmer sat sammen, den ene fra Salmebogen den anden fra Salmernes Bog i Bibelen, indrammer et grundlæggende vilkår for os, der kan være vanskeligt men godt og nødvendigt at acceptere: Gud er den vi må vende os til når længslen melder sig. ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” hedder nr. 8 i Salmebogen og betoner Guds ophøjede væsen. Om alt og alle var døde, ville Gud stadig være Gud. På trods af storheden og vildskaben i verdens natur vil den en dag forsvinde og Guds rige vil vise sig i fuldt flor. Det er en slags omskrivning af trosbekendelsen vi siger søndag efter søndag, ved dåb og konfirmationer, at vi tror og stoler på Guds storhed og evige rige.
                           Den anden salme er Salme 90 af Moses fra Salmernes Bog, hvor vi kan læse hvordan Moses beder til Gud og blandt meget andet spørger, hvor længe Gud bliver borte og beder om, at Gud vil vise medlidenhed.

Netop de to ting sat sammen i den rigtige rækkefølge kan være en stor lettelse og berigelse for os. Det sætter tingene i rette perspektiv. Vender vi det forkert kan det forvolde stor skade! Mere om det senere.

Bibelen lærer os fra første side, at Gud skabte lyset, himlen, jorden og alt liv. Han var til først og har magt. Det betyder også, at noget er hans bord. Han overgår vores begreber om tid, rum og eksistens, for han var til før alt andet. Han er ubegrænset og evig. Målt i forhold til evigheden er en lang arbejdsdag ingenting. Det er en måned, et år eller et menneskeliv heller ikke. Guds væsen er anderledes end vores og oplagt at vende sig til med livet i al dets glans og gru. Når vi oplever noget varer ved og virker som en ørkenvandring uden håb om bedre tider, melder tanken sig: Hvor længe skal det vare? Vi spørger os selv, hinanden, eksperterne, Google og alle de andre steder, vi plejer at søge svar på svære spørgsmål. Og så sker det at svaret er og bliver: Ingen ved det.

Selvom en hær af fagfolk gang på gang har stillet sig frem over det seneste halve års tid og delt deres viden, ved ingen rigtigt hvor længe verden skal være henlagt i Corona-kuller og håndspritteri. Så længe vi kun søger svaret hos mennesker, på noget ingen ved, fører det til frustrationer. For… ”Det må du da vide! Du er jo ekspert!” Vi synes godt om at have eksperter. Det giver tryghed i svære tider at der findes eksperter som ved det, jeg gerne vil have svar på. Men hvad nu når ingen har noget grundlag for at være ekspert? Vi har ingen erfaring, historie, data eller generel viden at trække på, men vi har brug for eksperter. Måske.

Eller også har vi brug for at sige som Moses i Salme 90 i Det Gamle Testamente: ”Hvor længe bliver du borte, Herre? Vi er styret af frygt og bekymringer men vil gerne være frie og glade som vi var engang!” Tiden kan også opleves frygteligt lang når sorgen rammer os. Sorgen over at miste mennesker, man elsker. Sorgen over den afmagt man oplever som menneske fra tid til anden. Hvor længe skal det vare?

Jeg har ingen anelse om, hvor mange gange der indenfor de sidste, lad os sige 4, år er blevet talt og skrevet stolpe op og ned om, hvordan nogen ikke længere vil finde sig i tidligere tideres uretfærdighed, fortielser, magtmisbrug, overgreb og andet af samme nedslående skuffe. Det har fulgt mennesker op gennem historien, at man gør op med det, der må ændres på. Man har spurgt sig selv og hinanden: ”Hvor længe skal det her, vi er trætte af, egentlig stå på?” Nogen siger: ”Ikke længere!” Så nu gøres der noget.

Problemet med opgør og oprør er, at bitterheden og vreden kan nemt overtage styringen og afspore et ellers vigtigt anliggende. Vi behøver kun at genkalde billeder fra sommerens oprør og optøjer i USA for at se et udmærket eksempel på forhold, der må ændres, men meget nemt stikker af og ender i bittert had og nedbrændte biler i gadebilledet.

Så længe vi udelukkende afkræver svar af hinanden på, hvor længe noget skal stå på, så skriver vi Gud ud af ligningen. Det udfordrer i den grad troen på Guds almagt at vi har givet magten til hinanden og os selv. Også mere end hvad godt er. Fokuserer vi udelukkende på, at noget er galt her og nu og nogen må da gøre noget, så har vi kun os selv og hinanden til at styre og råde. Så levner vi ingen plads for den almægtige, kærlige Gud, der kun kan få plads i vores liv, når vi lader ham få det. Den fuldkomne kærlighed kan aldrig tvinge sig til noget. Den er tålmodig og altid tilgængelig. Den har evne til at skabe forvandling og fornyelse.

Hvor længe skal vi dog holde afstand, spritte af og undgå tæt kontakt? Hvor længe skal mennesker undertrykkes for deres etnicitet og hudfarve? Hvor længe skal rablende tosser have magt i verden?

Som tidligere nævnt er det afgørende, at vi får vilkårene på plads i den rigtige rækkefølge. Gud er Gud, også selvom alt andet ikke eksisterede. Det giver os et sted at vende os hen med vores afmagt og længsel. Hvor længe skal det være sådan, Gud? Vender vi det om, risikerer vi at skade os selv. Altså: Hvis vi længes mod nye og bedre tider, men mødes med budskabet om, at ”Gud er Gud og det er godt nok, så du kan godt pakke sammen med dine suk og klagesange!”, så er det som et slag i maven.

Gud er altid først og sidst. Kun sådan kan han være Gud ”fra evighed til evighed”, som vi også beder igen og igen ved gudstjenesten om søndagen. Det giver os plads til at længes, uden at vi går til grunde. I et demokratisk samfund må og skal vi afkræve svar af vores ledere for det, de er ansvarlige for. Nedlukningen af samfundet og genåbningens faser er selvfølgelig også deres bord, men kunne det tænkes at længslen der har meldt sig under det sidste halve års sundhedskrise stikker dybere? At vi grundlæggende længes efter forandring og forvandling af en anden, alvorligere karakter?

Jeg tror det. Jeg tror også at vores kristne tro og håb rummer svar på nogle af gåderne. Hvem ved: Måske er tiden inde til en gennemgribende ændring, hvor vi som folk, nation og kirke øver os i at se tilværelsen i et større perspektiv. Menneskets længsel er en oldgammel nyhed, men måden vi håndterer den på er i frit fald. Højest på listen står, hvor hurtigt og effektivt man kan afhjælpe en længsel, i stedet for hvilken løsning der bedst favner og hjælper hele det menneske, der længes.

Nogle kreative ordsmede omskrev for efterhånden en del år siden den sidste linje af vores apostolske trosbekendelse: ”Vi tror på et liv før døden.” Anliggendet er godt og rigtigt, at livet her og nu har værdi og vi skylder, at tage hånd om hinanden og især dem, der er ringest stillet i livet. Livet er skabt og givet. Det skal beskyttes. Når det alligevel bliver for tungt eller længselsfuldt, er det frisættende at tro på et evigt liv, hvor længslen stilles, gåderne forklares og freden er uden ophør. Det kunne vi godt blive bedre til at tale om i kirken igen.

 

Martin Karkov Kobbersmed