4. søndag i advent

”Nostalgiske løfter” – inspireret af Paulus’ andet brev til menigheden i Korinth, kapitel 1 vers 18-22

Sidste advarsel:

Nedenstående kan gå hen og blive langhåret og langt – muligvis også kedeligt, men det ender godt.

Indrømmet: Jeg er lidt/noget/helt gevaldigt meget af en nostalgiker. Noget af det mest nostalgiske, jeg kan komme i tanke om, er alt det vi som børn gik og grinte af. Ja, helt tilbage til dengang der kun fandtes i omegnen af 4-5 reelle tv-kanaler, hvoraf nogle af dem krævede ekstra betaling. Dengang grinte vi temmelig meget af – ja, jeg siger det som det er – Linje 3. De var indbegrebet af dansk humor, tænkte jeg (uden at jeg dengang vidste, hvad indbegrebet betød). I deres show ”Hvor er de to andre?” åbner de hele ballet med en række løfter. De har iført sig hverdagsgrå jakkesæt og lovet, at spare på flot lys, dyr musik, skræddersyede kostumer, fest og farver. De har lovet at spare på dyre ord. Men de løj! Og så går showet over i det, man forventer: Flot musik, skræddersyet lys, dyrt tøj osv.

De lovede noget, men løj.

Advent, jul og alle traditionerne der knytter sig dertil, har med nostalgi og løfter at gøre. Direkte oversat betyder nostalgi en smertelig hjemkomst – altså en længsel mod det hjem, der kun findes i tankerne eller den svundne tid, der ikke er mere. Det er med andre ord en virkelighed i sindet, der får os til at længes efter det, vi ikke har lige nu, sådan frit fortolket.

Når det kommer til traditioner er de fleste mennesker temmelig nostalgisk anlagte. Tingene skal gerne være som i gamle dage, hvis det skal være rigtigt. Man laver ikke bare sådan lige om på en god tradition, kammerat! Nej, smerten ved hver vores hjem i tankerne, kan ofte spores som stærke holdninger. Peter Faber, der har skrevet ”Peters Jul”, digtede også:

 

Du, som skænkte os den skønne fest,
hvad der båder os, det ved du bedst,
dog jeg har det håb, at – før jeg dør –
du ej nægter mig en vis favør:
Drej kun universet helt omkring,
vend kun op og ned på alle ting,
jorden med, thi den er falsk og hul,
rør blot ikke ved min gamle jul.”

(Her skal jeg advare imod, det kan blive en smule langhåret.)
Der er store mængder personlighed i nostalgien. Og nostalgien har med løfter at gøre, vil jeg påstå. For det hjem (nostos, fra græsk) i fortiden eller sindet, der er/var trygt og godt og netop derfor et hjem, giver også et løfte til den smerte (algos, fra græsk) vi kan opleve her og nu, ved at være adskilt fra det hjemlige. Altså: Lad os sige, det perfekte liv var dengang jeg var 12 år, spillede fodbold og håndbold ugen lang, fik mors mad hver dag og havde alt, hvad jeg behøvede. Det kan være det nostalgiske hjem, jeg længes efter når tilværelsen som voksen kræver sit og jeg oplever mig utilstrækkelig, og smerten ved at være adskilt fra det ”hjem” i tankerne og fortiden, er bittersødt. For det gav mig løfter, at gå videre i livet på, men også en nutidig længsel tilbage til dengang.

(Herfra er det (forhåbentlig) knap så langhåret.)
Peter Faber digtede om den gode, gamle jul, der ikke måtte røres ved. Og han gjorde det som en bøn til den, ”som skænkte os den skønne fest”, der har magt til at vende op og ned på alle ting og dreje universet helt omkring. Kær Himmelsk Far har mange navne, men for det meste hører vi ham omtalt som Gud. Den ene sande Gud, der har givet os løfter, at leve og dø på. Hver eneste advent og jul er fyldt med nostalgi, afsavn, bekymringer, løgn og bedrag – og her sigter jeg ikke kun til Linje 3’s brudte løfter! – for advent og jul fejres af mennesker, dig, mig og alle de andre – sådan nogen der begår fejl og er ufuldkomne.

Og så dog: Et efterhånden udbredt fænomen i vores tid og verden, der handler om løfter (muligvis også nostalgi, hvis man spørger mig), er de såkaldte ”Kærlighedens hængelåse”, forelskede par især sætter på broer (se billedet), hvorefter de kaster nøglen i vandet, de krydser, og dermed understreger en ubrydelig kærlighed. En symbolik, der er til at forstå og som man kun kan håbe holder i virkeligheden.

Og en symbolik, der udtrykker vilje til at holde fast ved et løfte. For kærlighed handler først og sidst om viljen til at elske. Igennem Bibelen går en rød tråd: Gud lover os et svar på vores allerstørste nostalgiske følelser. Hans kærlighed til os lover en frelser, befrier og forsoner og sender Jesus Kristus som opfyldelsen på de løfter. Han lyver ikke, men er nøglen til at vores nostalgiske længsler – og her snakker vi ikke bare dem, der har med en anden og ældre opskrift på brunkager og klejner, at gøre, men de virkelig dybe længsler – efter et hjem, kan finde fred og svar midt i smerten. Det tabte hjem, Paradiset, som Adam og Eva måtte forlade og se tilbage på med nostalgiske blikke, er åbnet igen på vid gab. Min gode, gamle ven Brorson digter det på følgende måde i salmen ”I denne søde juletid”:

Gud er nu ikke længer vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin Søn herned
for verdens synd at lide.
Det vorde vidt og bredt bekendt,
at Gud sin Søn for os har sendt
til jammer, ve og våde!
Hvo ville da ej være fro
og lade al sin sorg bero
på Jesu søde nåde?

Guds vrede over menneskers oprør var og er hellig og oprigtig, men har lagt sig ved at Jesus kom til verden og lod vreden ramme sig. Han er og bliver opfyldelsen på Guds løfter. Han er (måske) også den bedste grund til, vi hver især kan opleve denne tid på året særligt nostalgisk. I det skrøbelige barn, der blev lagt i krybben, kan vi ane eller blive fuldkommen opslugt af det lys, der skinner ind i smerten og vækker vores længsel efter et evigt hjem af en anden, himmelsk verden. Et hjem som giver en fred og trøst, denne verden kun kan tilbyde i kortvarige glimt.

Jeg ønsker dig en nostalgisk, glædelig advents- og juletid!