3. søndag i advent

”Når jeg ser dit ansigt” – inspireret af Paulus’ andet brev til menigheden i Korinth, kapitel 4 vers 5-10

For nogle år siden, nogenlunde samtidig med den amerikanske sanger Bruno Mars havde stor succes med en sang, hvor en af linjerne begyndte med ordene: ”When I see your face” (Når jeg ser dit ansigt), havde jeg en lærebog med nogenlunde samme ordlyd i titlen. Sangen var – så vidt jeg husker – en rendyrket popsang om kærlighed og forelskelse, at kvinden som sangen er sunget til, er perfekt som hun. Det mindes Bruno Mars om, hver gang han ser hendes ansigt.

Måske lidt rigeligt sukkersødt til min smag, men fair nok. Den bog jeg læste, som også havde med ansigtet at gøre, handlede om det kirkeord, der så ofte misforstås: Sjælesorg. Man tror umiddelbart, det handler om, sjælen har sorger og gør ondt. Det stemmer, at det tit er tilfældet. Men sjælesorg handler dybest set om omsorg for sjælen. Vi praktiserer det faktisk hver dag, vil jeg mene. På vidt forskellige måder og med varierende grad af succes. For hver gang vi gør noget, vi har bare en smule lyst til eller undlader at gøre noget, vi dybest set burde gøre, påvirker det vores inderste velbefindende – vores sjæl.

Vores levede liv påvirker hele vores identitet – hvem vi er, og hvordan vi har det. På den måde kan vi nogenlunde selv udøve sjæleomsorg af svingende kvalitet, alt efter hvad vi gør og hvordan det påvirker vores indre sindsstemning. Men sjælesorg handler grundlæggende om den dybe, meningsfulde samtale, hvor et menneske taler med en anden om det, der rumsterer og kan gøre ondt. Som den, der er sjælesørger – altså den, der lytter til mennesket der fortæller – er det afgørende, at se det andet menneskes ansigt og se vedkommende i øjnene.

Når jeg ser dit ansigt, hvad ser jeg så? Og nu går vi i en laaaaang bue udenom Bruno Mars’ føromtalte kærlighedsballade. Når jeg ser dig i øjnene, hvad lærer jeg så om dig, mig selv, om Gud? Det var den retning min gode, gamle lærebog ville gå. I ethvert menneskes ansigt, kan vi møde større sandheder, end vi først troede muligt. Når vi tør kigge hinanden i øjnene, gør vi os sårbare. Usikkerhed spores og afsløres nemt i øjnene på os, ligesom utryghed gør det. Når vi tør kigge hinanden i øjnene, åbner vi os for et sårbart møde, der efterhånden er blevet den største mangelvare i verdens lykkeligste land.

Hånden på hjertet: Hvor ofte stirrer du stift på dit betalingskort eller din Smartphone i stedet for at søge ansigtet på det menneske, der ekspederer dig og dine varer? Jeg kan ikke påstå, jeg har lavet forkromede undersøgelser, der påviser det ene eller det andet. Min erfaring siger mig, vi ganske ofte undlader øjenkontakt. Tænk, hvis jeg blev opdaget!

Ja, det ville måske være ganske udmærket at blive lagt mærke til, i kød og blod. Vores smarte påfund, skærme, streaming osv. har bidt sig fast i vores dagligdag. Det kan alt sammen være godt, fint, smart, anvendeligt og praktisk men er også vejen til, at vi glemmer hvad et skrøbeligt øjebliks øjenkontakt kan gøre af mirakler i verden.

I vores levetid drejer meget sig om, at føle sig godt tilpas med det, man gør. Det kan langt på vej være rigtigt nok, men bliver følelserne – dem dernede i maven – udslagsgivende for alt, snyder vi os selv. Kan jeg kun finde svarene i min egen individuelle fornemmelse, mister jeg blikket for, hvad andre har at sige mig. Så bliver jeg arrogant, hvor jeg trænger til at lære ydmyghed, som ind imellem forveksles med selvudslettelse – det er det ikke!

Ydmygheden lærer vi om, når vi tør se ind i et andet menneskes ansigt, lytte til andres fortælling, lade os blive bevæget og omsætte bevægelsen til handlinger i vores liv. Jesus kom som hele verdens ydmyge Herre, der oprigtigt ønskede at se ind i menneskers ansigt, blev bevæget og gjorde noget ved det! Advent er en tid til, at forberede os på hans fødsel i vores hjerter, som kan forvandle og bevæge os – sådan som de gode, gamle pietister som Paul Gerhardt og H.A. Brorson bl.a. har digtet det så fænomenalt! (Se selv efter i din salmebog. Hvis ikke du har en, skal du ønske dig en i julegave. Basta!)

Gud har i skikkelse af Jesus Kristus tændt et lys og vist sit sande ansigt, der ser os, taler til os og lærer os om, hvordan vi må se hinanden og sandheden i øjnene: Vi er skrøbelige, strider, døjer og lider med det gådefulde liv, vi lever. Men Jesus lever i os og viser os, vi ikke har noget at frygte – heller ikke når vi ser ind i ansigtet på andre.

Skrøbeligheden er vores lod. Vi ved så meget, kan så meget, vil så meget, men nogle gange er det bare ikke nok. Nogle gange bliver vi og vores samfund lammet af ondskabsfulde terrorangreb. Nogle gange gør vi selv det, der tynger os med skyld eller vi skammer os røde, hvide, blå og sorte over. Nogle gange byder livet på kriser, kampe, smerte og sygdom, vi ikke aner hvad vi skal stille op overfor. Vi møder og mindes om skrøbeligheden i livet.

Når jeg ser dit ansigt, ser jeg et glimt af Gud, som jeg tror har skabt dig og mig til fællesskab, så skrøbeligt som det måtte være. Han har tændt et lys i verden, som skinner fra Jesus. Han er Herrens ansigt, der ser os og gennemskuer vores ansigters skrøbelige og foranderlige natur. Han er her og lyser for os.

 

Hver søndag i advent vil der her komme nogle refleksioner over, hvad det hele er for noget – det med advent, altså. Som altid kommer her, rent indledningsvis, en advarsel: 

Det kan gå hen og blive langt – muligvis også kedeligt, men det ender godt.