2. søndag i advent

”Tålmodighed” – inspireret af Jakobsbrevet, kapitel 5 vers 7-8

Måske er det noget jeg bilder mig ind, men det virker som om vores samfund er i et gevaldigt underskud af tålmodighed. Jeg kan frit fra hukommelsen komme i tanke om i hvert fald tre nye(re) tjenester, der skal gøre det nemmere og især hurtigere at betale i en butik. Det må meget gerne være noget med et lille bip, en fiks scanner, et knips med fingrende, eller hvad ved jeg – noget der gør det hele hurtigere og nemmere. Sådan! Så er varerne betalt og jeg kan skynde mig videre med mig selv og mit eget, så kontakten med mennesket, der har taget imod betalingen (hvis det da ikke er en automat), kan blive så minimal som overhovedet muligt. Tænk, hvis vi kom til at tale sammen!

Jeg kan også frit fra hukommelsen huske i hvert fald en tre-, måske fireogfyrre tilfælde i trafikken – især på motorvej, hvor der har været kødannelser, og nærmest ud af det blå opstår der hjemmestrikkede regler for, hvordan man fletter sammen, bruger nødsporet til egen fordel, foretager hasarderede vognbaneskift og generelt bærer sig – skal vi sige – respektløst og utålmodigt ad.

Kigger man efter hos de fleste virksomheder, der lever af at tilbyde varer til kunderne, gælder det ofte om at have den bedste (læs: hurtigste) leveringstid. ”Vi pakker varen i dag, så har du den i morgen” el.lign. slogans kan man godt finde nogle stykker af. Det er jo rart, at man kan få sin vare kort efter man har bestilt den. Men ind imellem sker der fejl og løftet bliver brudt. Så må tålmodigheden stå sin prøve. Det fører ind imellem til højlydte klager (læs evt. selv på www.trustpilot.dk hvordan det kan se ud).

Vi lever helt overordnet i en ganske ekstremt hurtig tidsalder. Udviklingen går hurtigere end nogensinde før. Vores (forbrugs)vaner kan ændre sig ganske betragteligt over meget kort tid, vi kan med ubesværet komme i kontakt med de fjerneste egne af vores klode og ellers rejse dertil hurtigere end vores forfædre nogensinde kunne forestille sig.

Alt i alt er vores tålmodighed udfordret. Og det er træls!

Uanset om man er to-tre år eller voksen. Tålmodighed er en dyd, man må øve sig på og væbne sig med, og da især hvis man arbejder med ting, der gror – både planter, dyr og mennesker. Det tager tid for et æbletræ, at spire, vokse og sætte frugt. Det tager tid for en hvalp at lystre sin herre. Det tager tid for et barn, at lære at de mest grundlæggende færdigheder. Det tager tid for kornet, som lægges i jorden, at blive til modne aks med kerner, vi kan leve af. Netop det, at livets beståen skal sikres, er vel den største udfordring til tålmodigheden. Vi har brug for mad og bliver sultne. Og sulten kan, om noget, have magten over os. Både den sult, der har med ernæring og fysisk trivsel at gøre, men også den indre eksistentielle sult kan få magten over vores tålmodighed.

Længes vi efter noget, der skal komme, og kommer vi til at vente længere end vi håbede, vil tålmodigheden formentlig slippe op og føre os ad veje, vi knap troede eksisterede. I adventstiden hører vi også om Jesus, der varsler hvordan han snart skal komme igen. Det tog man ganske bogstaveligt i oldkirken. Man levede i den tro, at det var et spørgsmål om måneder, måske nogle få år, før Jesus ville komme i herlighed og dømme verden.

Men her står vi 2000 år senere og må konstatere, vi også venter på Jesu andet advent – hans komme i herlighed, styrke og magt. Det kan stille tålmodigheden på en alvorlig prøve: Er Jesus nu også værd at vente på? Kan vi tro ham, når han siger at Himmeriget skal komme snart? For hele den kristne kirke i verden ligger der en stor prøvelse på tålmodighed i det, at være et trosfællesskab. Vi må tage ordene om Jesu andet komme alvorligt og styrke den fælles tålmodighed med det, der alle dage har været kendetegnende for kirken, nemlig fordybelsen i hvad Jesus siger til os i den tid, der er nu – så hungrende efter tålmodighed, som den er!

Tålmodigheden står sin prøve, særligt i modgang. Som kristne er vi blevet lovet kamp og trængsel i verden for vores tro, men også fællesskab med hinanden og ham, som kommer snart.

Det er efterhånden ingen nyhed mere, men mange mennesker i vores del af verden søger den spiritualitet og religion, der stammer fra og findes i Østen – særligt meditation har mange taget til sig. Nært beslægtet med meditation findes en øvelse, der handler om, tålmodigt at stable sten ovenpå hinanden (se billedet nedenfor). Det handler om fordybelse i det, som er lige foran én, fremfor at piske videre til det næste. Måske har vi som kirke og fællesskab noget at lære her? Fordybelsen i netop det der er lige nu, og derved finde tålmodighed til at vente på det, som skal komme.

Vores fornemmeste opgave er, at tage ansvar for vores liv. Vores familie, venner, naboer – vores nærmeste, kan kræve vores opmærksomhed lige nu. Så må mit gør-det-selv-projekt vente lidt. Arbejdet kan kræve fuld opmærksomhed her og nu, så må overspringshandlingerne vente. Det kan være vejen begynder til, at komme i dybere kontakt med os selv, de andre og generelt det liv, vi lever.

Tålmodighed er slet ikke så tosset endda. Det kræver øvelse og er det værd.

 

Hver søndag i advent vil der her komme nogle refleksioner over, hvad det hele er for noget – det med advent, altså. Som altid kommer her, rent indledningsvis, en advarsel:

Det kan gå hen og blive langt – muligvis også kedeligt, men det ender godt