Adventsrefleksioner

Det kan gå hen og blive langt – muligvis også kedeligt, men det ender godt.

 1. søndag i advent 

”Dagen er nær” – inspireret af Paulus’ brev til menigheden i Rom, kapitel 13 vers 11-14

Jeg kan med sindsro sige, at en vis del af præstegerningen drejer sig om kalenderstyring og datoer. Særligt at oplyse datoer til mennesker, der gerne vil holde en stor fest for deres nærmeste. Anledningen er som regel enten bryllup, dåb eller konfirmation. Sidstnævnte tager dog suverænt førstepladsen som den dag, folk allerhelst vil kende til så tidligt som muligt. Det kan være vanskeligt at planlægge en barnedåb 5-6 år før barnet er født, eller et bryllup inden man han mødt det menneske, man vil dele resten af livet med, men en konfirmation – det er noget andet og ganske særligt.

Uden at hænge nogen ud, kan det ind imellem virke som om konfirmationsdagen er lige rundt om hjørnet, når man taler med forældre til en pige eller dreng, der gerne vil konfirmeres men kun lige er begyndt i skole. Det hænger selvfølgelig sammen med, der er stor efterspørgsel på de samme festlokaler og restaurationer samme dag, og derfor må man ofte være ude i meget god tid, hvis man skal sikre sig gode rammer for en fest.

Når dagen er nær, hvad enten det er en fest eller en dag man frygter, gør det noget ved tankerne, pulsen og sindsroen helt generelt. Når dagen er nær, hvor den store opgave eller ordre på arbejdet skal landes, gør det noget ved os. Når dagen er nær, hvor den sidste eksamen skal klares, kan kroppen være spændt som en flitsbue og ødelægge nattesøvn, samværet med andre og i det hele taget, det reelle billede af virkeligheden. ”Dagen er nær” kan lyde som en trussel, der gør os fuldkommen handlingslammede. Alt efter, hvad det er for en dag.

Kigger vi nærmere efter, består store dele af livet af at vente på dage, som er nær og skal komme på et tidspunkt, men som man altså ikke helt kender omfanget af endnu. Som børn begynder vi gradvist at forstå, man kan vente på en tur til Legoland, et besøg af bedsteforældre eller gode venner, eller på at det bliver ens fødselsdag.

Med tiden begynder vi måske at se frem mod dagen, hvor der skal spilles VM-finale i dart, dagen hvor Tour de France begynder, dagen hvor første afsnit af en ny sæson ”Bajere og bjørnebrusk” (et endnu ikke-opfundet jagtmagasin, red.) sendes, eller dagen hvor ens elskede vender hjem fra en længerevarende rejse. Listen fortsætter med dage, vi længes efter, og som efterhånden rykker tættere på.

Hver eneste dag, vi kan se nærme sig, har med både længsel og frygt at gøre. Frygten for, hvordan man vil reagere når dagen endelig oprinder. Bliver jeg skuffet? Kan jeg klare det? og mere af samme skuffe. Hvad nu, hvis dagen slet ikke var værd at vente på alligevel? I den tungere ende af dage, vi kan vente på, er der dage med et sørgeligt indhold. Dagen, hvor man får nyheden om uhelbredelig sygdom. Dagen, hvor man må tage afsked med et menneske, man elsker.

Vi både længes efter og frygter de dage, der kommer nærmere. Dagen er nær og hvad gør vi, mens vi venter? Advent er en forberedelsestid til det, som kommer. ”Adventus domini” blev tidligere brugt som betegnelse for, når en romersk hersker for første gang red rundt i sit rige og gjorde sit indtog. Der var et advent, hver gang det skete, at herskeren skulle komme – en dag, der kom nærmere, og som folket både kunne længes efter og frygte. For hvordan ville den nye hersker være?

Folkekirken har rødder langt tilbage i tiden, hvor romerne havde magten, og bl.a. derfor har vi elementer, der kan spores til dengang. Nu ved vi altså lidt mere om, hvor udtrykket advent stammer fra.

Dagen er nær! I julen skal vi fejre den hersker, som engang fødtes under helt almindelige forhold. Han kom for at tjene i ydmyghed, men skal engang komme igen i herlighed, som vi siger i den Nikænske trosbekendelse – den trosbekendelse der er en del af Folkekirkens grundlag, men som vi alt for sjældent bruger. Advent er en tid til at samles om den højtid, der er ganske nær og vise det sind overfor hinanden, Jesus har vist overfor os. Et mildt sind, der tilgiver og bærer over, men også siger fra overfor uretten.

Dagen er altid nær, hvor Jesus vil møde os i troens liv og mysterium. I vores levede liv kommer han særligt tydeligt og alligevel gådefuldt til os ved dåben og nadveren, og er generelt tilstede som den, vi må bede til og tale med. Engang skal han komme igen i herlighed, for at dømme verden. Indtil da må vi gøre vores til, at ventetiden bruges bedst muligt med det liv, vi har fået.

Dagen er nær og vi lever livet nærværende, der hvor vi nu engang, er og som dem vi er. Lever vi kun for dage, der skal komme, som vi gruer for eller glæder os til, mister vi forbindelsen til hinanden og livets kerne: Fællesskabet, ømheden, nærværet og sandheden om os selv og den Gud, der elsker os og vil tage del i vores liv.

Dagen er nær og Gud er her. Han vil tale til dig og mig, også i denne adventstid.

Læs med i næste afsnit, som handler om den klassiske dyd, der især hersker i trafikken og hos 2-årige: Tålmodighed.

 

Hver søndag i advent vil der her komme nogle refleksioner over, hvad det hele er for noget – det med advent, altså. Som altid kommer her, rent indledningsvis, en advarsel:

Det kan gå hen og blive langt – muligvis også kedeligt, men det ender godt.