Præstens side

 

En særlig dag

Advarsel: Følgende er måske lidt langt, men kunne gå hen at være inspirerende læsning.

D. 1. maj er arbejdernes internationale kampdag. Sådan har det været i mere end 100 år. Der er noget, som skal markeres og måske fejres. Jeg hørte engang en arbejder i radioen, der var glad for 1. maj. For ham var det endelig en fridag, der betød noget og ikke vare ligesom ”alle de der fjollede helligdage i foråret.” Han hentydede til påsken, bededag, Kristi himmelfart og pinse.

For manden i radioen havde det betydning med en særskilt dag, hvor man kunne mødes med andre og stå sammen om noget. Måske også fordi det er en anledning til at få øl og pølser – det skal jeg ikke kunne sige. Og det smager da for resten også godt. Men det som 1. maj står for, var vigtigt for manden i radioen. Her var en særlig dag på året, der handler om at stå sammen og kæmpe for noget.

Det kan jeg godt savne noget mere af. Dage, hvor vi sætter tid af til at stå skulder ved skulder i kamp for noget større end os selv og vores eget behov for at sige, hvad vi vil, uanset hvad det gør ved andre. Dage, hvor vi ser hinanden i øjnene og bliver enige om, verden er broget og værd at kæmpe for. Vi er mange, der ikke er vokset op, direkte i skyggen af verdenskrigene og den grusomhed, der fulgte med. Vi tager mange ting for givet og glemmer at sige ”Tak!”. Andre har kæmpet for os, så vi kan nyde godt af deres kampe. Nogen udnytter det dyrebare, vi har fået, til ubehøvlede provokationer, der kun har til formål at træde andre over tæerne, sådan som vi for nyligt har set i form af Rasmus Paludan. Nogen går vældigt op i, at mennesker fra andre lande bestemt ikke skal komme her og tage det fra os, vi har så meget af.

Mon tiden er inden til en ny slags kampdag, hvor vi samler os og står skulder ved skulder i kampen for sandhed, retfærdighed og fred? En dag, hvor vi ser hinanden i øjnene og mindes om, vi bestemt ikke er alene i verden? Uanset om vi er arbejdere, arbejdsløse, børn, voksne eller midt imellem kæmper vi grundlæggende med de samme ting. Om vi lever her eller på den anden side af kloden, kender vi til at have drømme for os selv og hinanden.

Hvad er det så, vi skal kæmpe for? Hvad skal sådan en særlig dag på året gøre godt for, hvis den skulle gå hen og blive til noget? Kunne den evt. hedde noget så mundret som ”Menneskehedens internationale kampdag” og have som mål, at samle os i kampen for det, der er godt og sandt? Tja, det kan jo komme an på en prøve. Skal vi sige i morgen kl. 12.00? Nå. Måske ikke.

Men vi kan lære noget af 1. maj-dyrkerne, for nu at bruge en kringlet vending, inspireret af Barack Obama. Der er kampe, vi skal kæmpe i livet. Livet er mere end klik på en skærm og hurtig levering af varer, bestilt via internettet. Jeg lærer meget af mennesker omkring, både jævnaldrende og dem der er yngre eller ældre end mig selv. Her ved kirken har vi dygtige folk, der passer og vedligeholder vores prægtige kirkegård, som er til stor glæde og velsignelse for mange. Af dem kan jeg lære, at skønheden omkring kirken kræver hårdt slid. Georginerne skal graves op inden vinter, så de ikke får frost og tager skade. Gravene dækkes med gran op til advent, også i møgvejr og blæst.

Der kæmpes for noget skønt og glædeligt. Der er noget at kæmpe for. Kernen i det kristne budskab er, at Gud elsker os og derfor kæmper for os. Det bliver stor for os hver gang vi fejrer påske. Hver eneste søndag er en lille påskefejring, for det var den dag på ugen, de første vidner så at graven var tom. Gud har kæmpet og vundet det altafgørende slag med djævelen og dødens magt. Det bider stadig fra sig, og derfor må vi tage kampen op med visse ting i vores liv. Det er med til, hvor tåbeligt det end lyder, at give livet værdi, indhold og mening.

En særlig dag på året til at markere vores kampe, vil måske styrke moralen eller minde om, der er noget at kæmpe for. Egentlig har vi hver eneste uge en særlig dag, der minder os om det. Det udfoldes på forskellige måder hver eneste søndag, men bundlinjen er den samme: Der er noget at kæmpe for og imod i livet, og Gud kæmper for og med os. Søndag er og bliver en særlig dag, hvor vi hviler, lader op til en ny uge og fyldes med kampgejst. Så kan vi styrket møde uretfærdigheden og nøden i verden, i troen på, den stærkeste kæmper på vores side.

Gud har vundet, men sender os ud i verden for at kæmpe for frihed og fred. Det giver værdi til livet, og det slet ikke så tosset endda!

Martin Karkov Kobbersmed, sognepræst

 

Martin Karkov Kobbersmed