Præstens side

Der var så dejligt ude på landet…

Sådan begynder det berømte eventyr, Den grimme ælling, af H.C. Andersen. Jeg synes det er på sin plads, at låne linjen til at skildre mine tanker. For nu er der gået godt 4 måneder siden min kone og jeg flyttede til Skanderup ved Lunderskov, og i de 4 måneder har jeg ofte tænkt, at der rigtigt nok er dejligt ude på landet! Og at der i høj grad er forskel på at leve i Aarhus og her i postnummeret 6640.

En af de første ting jeg bemærkede, som er forskellig fra livet i Aarhus, var, hvor gerne man tager bilen i stedet for cyklen, når man skal fra det ene sted til det andet, og hvor hurtigt jeg selv har vænnet mig til det! I Aarhus er det næsten umuligt at undgå bakker, når man skal fra A til B. Derfor kan rejsen være udmattende, når man sadler jernhesten. Men fordi biltrafikken i Aarhus er så massiv og pladsen visse steder er trang, er cyklen ofte den hurtigste vej frem.

Sådan forholder det sig ikke helt her i området. Her er plads, højt til himlen og stilhed. Det er godt for alle mennesker, at tage tid til og slappe af i stilheden. Der kan vi høre eller blive opmærksomme på det, vi ellers ikke tænker på eller er bevidste om, men fylder os. Vores inderste længsler, vores drømme og håb, kan let drukne i støj og travlhed.

Der er så dejligt ude på landet at man kan glemme eller overhøre, hvad man inderst inde længes efter. Stilheden kan være uudholdelig, nærmest angstprovokerende, men den åbner op for et lag i vores liv, som støj fra hverdagen ikke kan. Stilheden er ikke en fjende, der skal bekæmpes med vold og magt og ustandselig støj fra trafik, radio, tablets, fjernsyn eller hovedtelefoner, når vi er på vej fra et sted til et andet.

I kirken må man gerne være stille. Man må også snakke, synge sammen, bede til Gud og modtage. Hver ting til sin tid. Hvis vi blander tingene for meget, bliver det hele overfladisk og vi får ikke fuldkommen gavn af alt det gode, der ligger hver enkelt del. Derfor må vi alle sammen øve os i, blandt andet at huske på, hvor dejligt der er ude på landet, og at stilheden kan gavne os og lære os nye ting om os selv og det liv, vi har fået.

 

Kirken har ikke eneret over stilheden, men er et oplagt sted at fordybe sig i den. Der finder vi både et fællesskab og et fysisk rum, der giver plads til og mulighed for fordybelse i stilhed. Jeg vil gerne udfordre dig og mig selv til, at bruge stilheden. Ikke som en straf, men som en gave og en mulighed for at høre og blive klar, og hvad vores inderste længsel er.