Præstens side

Kirken den er et gammelt hus…

Sådan lyder første linje på en salme. Om det skal forstås negativt, positivt eller som en konstatering kommer vel an på øjnene der ser, eller munden der synger.

I sommers hørte jeg et interessant radioprogram, hvor den (næsten) indfødte skuespiller Bodil Jørgensen (fra Vejen), fortalte om sine oplevelser med kirkerummet. Det gjorde hun til Thomas Skov, der var vært for radioprogrammet, og som handlede om hans misbrug af sin mobiltelefon, eller smartphone på nudansk.

Ja tænk sig engang, man kan have et misbrug af sin mobiltelefon. Kort fortalt drejede misbruget sig om, at Thomas Skov stort set levede og oplevede alting gennem sin mobiltelefon. Med sådan én kan man tage billeder af de ting man ser og dele dem med alle, der følger med på bestemte platforme på internettet. Det er måske ikke så sensationelt længere. Det hører med til disse platforme, at andre kan tilkendegive hvad de synes om ens billeder, og allerhelst vil man gerne have positive tilkendegivelser, bedre kendt som ”likes” på nudansk.

Jagten på ”likes” har den bagside, at man bliver afhængig af dem. For vi har grundliggende brug for den anerkendelse og opmærksomhed andre viser os, ved fx at synes om vores billeder fra ferien eller gåturen i skoven. Og med en mobiltelefon/smartphone er der ikke grænser for hvor og hvornår vi kan opsøge disse ”likes”. For Thomas Skov betød det bl.a. at han mest af alt oplevede sin 2-årige datter gennem sin telefon, og de billeder af hende, han delte med andre via internettet. Han var ikke nærværende når hans datter ville lege, men var optaget af hvordan billederne kunne give ham mest mulig positiv respons.

I radioprogrammet deler Thomas Skov sine overvejelser og oplevelser med Bodil Jørgensen, der slår kraftigt og flot på tromme for den særstatus som kirkerummet har. Her må man være og være stille. I kirkerummet kan man tænke 2 sammenhængende tanker. I kirkerummet er lyden af en mobiltelefon helt mærkelig. Der kan man øve sig i stilhed, eftertænksomhed og ikke mindst nærvær. Nærvær uden mobiltelefonens muligheder for at jagte ”likes”.

Kirken er det gamle hus, der står fast og har gjort det gennem århundreder. Det er godt for os at have et sted, hvor vi kan finde ro. Hvor der ikke kræves noget af os, men vi må være som vi er. Være milde overfor os selv og give plads til stilheden og eftertanken.

Det er alt andet end selvfølgeligt i dag, hvor livet gerne skal gå hurtigere for hver dag der går. Uden at pege fingre ad nogen, synes jeg det er skræmmende hvor meget politik handler om vækst. Vækst på det ene og det andet område, for hvis skyld? Bagsiden ved især økonomisk og materiel vækst er, at det går ud over andre. Det kan være bestyrelsen for selskabet har besluttet, at firmaet skal vækste og skabe overskud, men det sker på bekostning af medarbejderne herhjemme eller i en fjern afkrog af verden.

I den virkelighed er det – på godt jysk – ikke så skidt endda, at kirken den er et gammelt hus, der inviterer til at være nærværende og lytte efter de dybeste længsler. Her er ingen krav, men en invitation til et anderledes rum, som vi ellers ikke har for mange af i hverdagen.

Martin Karkov Kobbersmed, sognepræst

PS: Skanderup kirke er normalt åben for alle, også mandag til fredag i dagtimerne, undtagen når der er arrangementer, kirkelige handlinger eller undervisning. Skulle døren være låst, kan man som regel finde graveren på kirkegården eller i graverhuset og få låst op.