Præstens side

Det stak af!

Advarsel: I det følgende (lidt lange indlæg) vil emner som Bibel, manifest, Jesus og Tolkiens ”Hobbitten” blive behandlet.

Venligboerne
I efteråret læste jeg et interessant interview med en person, mange indirekte kender til, uden at vide hvem er. Merethe Bonde Pilgaard stiftede i 2013 ”Venligboerne”, der havde til formål at sprede glæde og kærlighed blandt mennesker. I første omgang i et hjørne Vendsyssel. Sammen med venner og bekendte ville de gerne tage små skridt i lokalområdet til, at mennesker smilte og hilste på hinanden. Og som vendelboer var det nærliggende at kalde bevægelsen for ”Venligboerne”. Ganske uskyldigt og kærkomment blev initiativet søsat og en gruppe Facebook oprettet i 2013, udelukkende med det formål at være venlig i et lokalområde, nærmere bestemt i Hjørring.

Halvandet år efter gik en stor gruppe flygtninge ind over Danmarks grænser, og med ét blev ”Venligboerne” til et politisk foretagende, uden stifterens samtykke. Fra at været en lille flok, der kendte hinanden, blev ”Venligboerne” en organisation med 24.000 medlemmer – i det mindste på Facebook. Nogen så en gylden mulighed for at bruge de strømninger og den folkelige opbakning, der var i tiden til at fremsætte politiske dagsordner. Og det fortsatte meget længere end grundlæggeren nogensinde havde forestillet sig. ”Venligboerne” var nu blevet talerør for alskens politiske formål, som i for sig kunne være fine nok men utilsigtede, og Merethe Bonde Pilgaard endte med at forlade den bevægelse, hun selv have grundlagt. Selv fortsætter hun med at udvise venlighed mod mennesker omkring sig.

Manifest og Bibel
Det, der slog mig ved fortællingen om ”Venligboerne”, var behovet for et manifest. Noget der dannede grundlag for bevægelsen, som kunne sætte tingene i perspektiv og forpligte medlemmerne. Den bevægelse, der begyndte i Vendsyssel men hurtigt spredte sig til hele landet, rummede en kraft, der ikke kun tøjles, medmindre der havde foreligget et manifest eller grundlag.

”Venligboerne” trængte til et manifest. Uden at gnide salt i såret, vil jeg mene de kunne lære af kirken. Kirken begyndte som en bevægelse med et utal af forskellige mennesker, spredt over et stort område. Til at begynde med var det særligt omkring den østligste halvdel af Middelhavet, der udgjorde de kristnes hjemsteder. Kirken og de kristne var også repræsentanter for noget kraftfuldt, der ikke uden videre kunne inddæmmes, men krævede omtanke og autoritet. Derfor skrev flere af Jesu disciple breve til de kristne om, hvad der skulle være gældende praksis. Man kunne ikke bare hælde alt ned i stor gryde og kalde det kristendom.

Det er styrken ved Bibelen, den har fulgt kirken fra begyndelsen. Der finder vi det grundlag, vi bygger troen på. Ikke sådan at forstå, at Bibelen skal man kunne udenad for at tro. Men her finder vi erfaringer, sorger, glæder, tanker, visdom og skildringer af troens omdrejningspunkt, Jesus Kristus. Ind imellem hører man kritik af Bibelen, at ”den er gammel, fuld af fejl og selvmodsigelser, rent gætværk og digteri fra oldtiden. Vi lever trods alt i vore dage, og vi ved bedre end Bibelen, så lad os hellere afskaffe den, eller i hvert fald de dele, vi ikke kan forstå.”

”Hobbitten” og Jesus
Mange har en holdning til Jesus. Det havde de også da han levede og døde. Efter Jesu opstandelse påskemorgen ville mange gerne give deres bud på, hvad han havde betydet og hvem han var. Det blev skrevet, men ikke alt blev videreført i traditionen og blev en del af Bibelen. For noget var ganske enkelt ikke relevant eller sandt. Nogen ønskede at så tvivl om Jesus og hans betydning. Der var med andre ord flere interesser i fortællingen om Kristus. Det får mig til at tænke på ”Hobbitten” om Bilbo, hobbitten der hjælper nogle dværge med at generobre et bjerg, som dragen Smaug har erobret og dermed frarøvet dværgene deres værdighed. Det lykkes Bilbo og dværgene at generobre bjerget og dragen besejres, men derefter vender mange andre blikket mod bjerget. Det er ikke kun dværgene, der gør krav på bjerget og dets skatte. Andre ser et formål og en rigdom, de gerne vil have en del af.

Kirken og troen er for alle. Og her ligger måske en risiko for, at det går som ”Venligboerne”, der rummede noget kraftfuldt, mange gerne vil være en del af eller have del i, men bevægelsen eskalerede og blev noget, grundlæggeren ikke havde regnet med. Min pointe er, vi skal være glade for at have et grundlag, en slags manifest, i Bibelen. Vi kan spejle os i den, og lære store sandheder om os selv og livet af den. Vi kan blive forargede over det vi læser, men vi må aldrig slippe den som vores grundlag. Tider kommer og går. Mennesker lever og dør, men Jesu ord og sandheden om Gud, os og livet som sådan, vil aldrig forgå.

Og det er egentlig betryggende. Uanset hvad der sker, og hvad vi som mennesker finder på af godt og ondt, er Bibelens sandhed så guddommeligt inspireret af Helligånden, at dens visdom, sandhed og løfter aldrig forgår. Derfor kan vi trygt stole på, vores grundlægger ikke forlader den bevægelse, vi som kirke er en del af. Det er hans løfter vi bygger kirken på.

 

 

 

 

Martin Karkov Kobbersmed